Gør skolen helt almindelige børn syge?

”Min hjerne er ligesom en computer mor, når den har siddet stille længe, så går den ligesom i dvale”. Min 12 årige søn havde endnu en gang fået en besked i kontaktbogen om, at han ikke fulgte med i undervisningen.

Den slags beskeder får vi efterhånden en del af. De dage han altså er i skole. For siden foråret, har det været rigtig svært at få ham i skole, hvis ikke han har været 110% på toppen. En begyndende skolevægring er startet. Der skal ikke mere end en dårlig nattesøvn, en vikar i skolen, et ondt i knæet, til at han ikke magter at komme i skole. Og hvis vi med forældermagt får ham derover, er det oftest dagdrømmeriet, fjolleriet eller gråden, der får overtaget.

Sagen er, at min søn er en helt almindelig dreng. Bevares, han har sine egne særheder, som de fleste andre børn, men i bund og grund er han en rigtig sød og dygtig dreng med en masse gode kammerater. Han har altid været glad for at gå i skole, og har haft de skønneste lærere med overskud til ham og de andre børn. Og han har, trods dagdrømmeriet,  altid klaret sig utrolig fint. Altså indtil sidste forår, hvor han knækkede helt sammen, efter flere års skolegang med alt for lange dage, alt for mange test, alt for mange vikarer og alt for meget pres. Dagdrømmeriet blev til klovnerier eller en driven rundt på gangene i timerne, for at holde sig i gang. ”For når min hjerne så har været i den der dvaletilstand alt for længe, så er det ligesom den lukker helt ned og nærmest skal helt genstartes før den virker igen”, forklarede han.

For år tilbage, da han som alle andre indskolingsbørn havde fri kl 13, havde han både tid og overskud til at lege i sfo’en om eftermiddagen. Han havde også energi til fritidsinteresser og legeaftaler efter skole. Han var, som man siger, i trivsel, og han skilte sig ikke væsentligt ud i mængden af børn. Og han var glad når han han skulle afsted og glad når han kom hjem.

Det der fra regeringens side var tiltænkt som en spareøvelse med reformen og de lange skoledage, er nu i temmelig mange tilfælde endt med at blive langt dyrere, da det er en bekosteligt affære, både i mødetid med alverdens fagpersoner, og i ressourcer fra lærersiden, samt i tabt arbejdstid for os forældre, når der er et barn med skolevægring, der skal tages sig af. Derudover har det haft den ærgerlige bivirkning, at han nu føler sig forkert og ikke god til at gå i skole. Det tærer i den grad på hans selvværd også.

Og han er desværre langt fra det eneste barn i sin klasse med disse problematikker. Det kommer måske til udtryk på forskellig vis, men faktum er, at de er mange børn, der i bund og grund blot ikke magter skoledage til kl 15 hver dag, med ydre krav og et gigantisk pres. Børn i folkeskolen har nu en arbejdsuge næsten på niveau med hvad en voksen skal overkomme. De er helt almindelige børn, der er presset ned i en alt for snæver kasse og derfor reagerer på at det hele strammer. De har brug for fritid. Fritid til selv at vælge om de vil lege, gå til fodbold, eller bare har brug for at slappe af med en kop te derhjemme.

Kommentarer