Gymnasiereformens karakterkrav presser folkeskolen

Så landede en gymnasiereform, der er så indviklet, at selv forligspartiernes ordførere efterfølgende ikke kunne redegøre for, hvad de egentlig var blevet enige om. Det korte af det lange er dog, at der nu igen skrues på knapperne i forhold til, hvad eleverne skal kunne præstere på karakterskalaen helt ned i 8. klasse, hvor de fremover skal have 5 i gennemsnit, medmindre de vil erklæres ikke-uddannelsesparate. Man kan argumentere for, at det er en hjælp til eleven, men hvad der lugter af stigmatisering, er det som regel også. Fremtrædende debattører var heller ikke sene til at fortælle formanden for DLF Anders Bondo, at børn skal presses til flid, da han satte spørgsmåltegn ved det tidlige karakterpres med bekymring for elevernes trivsel samt det lidt højpandede begreb demokratisk dannelse.
Det øgede og tidlige karakterræs sender chokbølger helt ned i grunddybet af en i forvejen rystet folkeskole, fordi det lægger sig i slipstrømmen af et hysterisk målevanvid, som i virkeligheden frarøver børnene gode vækstbetingelser. Vi skal altid stille krav til børn og unge. Alt andet ville være et svigt, men det ensidige fokus på måling og konsekvenser gør ikke børnene dygtigere. Det optager dem på en uhensigtsmæssig måde og skaber præstationsangst selv hos de børn, der klarer sig rigtig godt. Derved fungerer parathedsvurderingerne i højere grad som trussel end som hjælp. Læreren kan selvfølgelig bruge tid på at forklare de stivnede elever og deres forældre, at det ikke er så slemt, som det lyder og så lægge en plan i samarbejde med UU-vejlederen, men det kunne man jo have gjort alligevel.
Det giver da også mening, at der skal være nogle optagelseskriterier for at komme i gymnasiet, så det ikke ender som varmestue eller nederlagsmaskine for alle dem, der er ikke er klar. Problemet er, at vi bevæger os på en glidebane, som forgrener sig længere og længere ned i barnets skoleforløb.
Vores børns liv og skæbne er i disse år underlagt en ide, som ikke er opstået i den pædagogiske verden. Man kan derimod tale om en verdensomspændende, kollektiv blodforgiftning, der udspringer af tanken om at man kan målstyre, teste og bedømme sig vej lige ind i det uddannelsesmæssige himmerige. Denne forgiftning har henover en årrække spredt sig ud i alle afkroge af systemets organer. Politikere, forvaltninger, sågar nogle skoleledere. På et tidspunkt rammer den hjertet – altså de varme hænder. Lærerne og pædagogerne. Når de begynder at se målstyring og karakter som formålet med deres arbejde, så er der ingen vej tilbage. Når jeg hører om børn i 0. klasse, der grædende går til skole-/hjemsamtaler i frygt for ikke at ”bestå prøven,” så ser skolen det ikke længere som sin opgave at åbne børns øjne for den gave, det er at lære, aflære, genlære.
For nogle år siden fik jeg en efternøler og det gik op for mig, at der var kommet en populær børneudsendelse, der hed Dora the Explorer, som var blevet en succes i store dele af verden. Den handler om en pige og hendes abe og ikke andet. Dora skal på sin vej fra A til B lære de kære små bag skærmen, hvordan man taler engelsk ved hjælp af kedelige, uopfindsomme og banale almindeligheder. Et godt eksempel på den retning skolen bevæger sig i. Hvis man ikke formår at tale engelsk, når man har set et afsnit af Dora, har man ikke fået en disse ud af det.
Da jeg var barn, blev jeg også præsenteret for en pige og hendes abe. Pippi Langstrømpe var iderig og fantasifuld. Hun fik mig til at tænke over, hvad det vil sige at være forældreløs. Hun lærte mig, at piger også kan være stærke, og at man godt kan udfordre autoriteter og alligevel være en god og omsorgsfuld ven. Hun hjalp de svage børn, som blev drillet og var aldrig bange for at skille sig ud. I årevis sov jeg med fødderne på hovedpuden og løb fløjtende omkring i gadedrengehop. Det havde en betydning for udviklingen af min identitet. Derudover var det en god historie. Skolen skulle gerne være det samme.
Børn skal lære at regne og skrive, men de skal også finde ud af, hvem de er, og hvordan de skal møde verden. Blive nysgerrige, undersøgende, have lyst til at afprøve sig selv og lære nyt. De skal ikke starte med at udvikle læringsallergi og derefter bruge deres skoletid på at karakterpræstere. Desuden kan man ikke forcere niveaumæssig formåen gennem et ydre pres. Det ændrer jo ikke på elevens begavelse eller de givne omstændigheder. Der hersker en politisk forestilling om, at hvis man bare propper et racerbilsbatteri ind i en legetøjsmus, så får man en speedmus. Den oplyste ved, at den handling vil føre til, at man højst får verdens hurtigste mus i to sekunder. Derefter brænder den sammen.
Vi må vælge, om vi vil have en Dora eller en Pippi skole.

Fra Politiken den 8. juni 2016

Kommentarer