“Han gjorde overhovedet ingen forskel”

 

Han gjorde overhovedet ingen forskel
Han gjorde overhovedet ingen forskel

Når jeg tænker på mit eftermæle, er ovenstående nok det, jeg frygter allermest. Forestillingen om, at ens virke har været nytteløst, at man ingen spor har sat, er nok skræmmende for de fleste. Tænk, hvis det eneste, man efterlader til eftertiden, er mindet om en pinlig karaokeoptræden til firmajulefrokosten. Ikke desto mindre har Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance i ”Debatten” på DR2 26/5 fremturet med den påstand, at »ikke en sjæl kan mærke, at der er forsvundet 30.000 kommunale stillinger«. Den påstand må stå for Simon Emil Ammitzbølls egen regning. Faktisk står den som et monument over den afstand, der er fra vores folkevalgte på Christiansborg til den virkelighedens velfærd, vi ”varme hænder” står i.

I 2012 dokumenterede Berlingske Tidende, at landets 98 kommuner havde skåret 30.000 stillinger væk på tre år. Det er de 30.000 medarbejdere, som, ifølge hr. Ammitzbøll, ingen har savnet. Som ingen forskel gjorde. Til Simon Emil Ammitzbøll kan jeg oplyse, at det er de samme 30.000 personer, hvis fravær bl.a. har betydet, at skole/hjem-samarbejdet i Danmarks folkeskoler er skåret ned til et minimum. Som har betydet, at den skoleklasse, min hustru mødte i toget på vej hjem fra København, netop havde afsluttet deres skoles sidste lejrskole, fordi der ikke bliver råd til flere. Som har betydet, at pædagoger står alene med op til 18 børn i daginstitutionerne, og som betyder, at sygeplejersker ikke længere har tid til at tale med deres patienter.

Opgaver rettes i fritiden

Hvad værre er, så oplever jeg i mit virke, at mine kolleger i folkeskolen mere end ofte stiller sig selv til rådighed i deres fritid for at afbøde konsekvenserne af manglen på de 30.000 kommunale stillinger. De retter stile, forbereder undervisning og gennemfører samtaler med forældre gratis i deres fritid. De gør det, fordi deres samvittighed og ordentlighed dikterer dem det, for sådan er mine lærerkolleger nemlig. Desværre har det den utilsigtede bivirkning, at Simon Emil Ammitzbøll dermed ikke »kan mærke, at der er forsvundet 30.000 kommunale stillinger.«

Derude i virkeligheden er det den enkelte kommunale medarbejder, som kan mærkes. Spørg dig selv, om ikke dit barn har en ret enestående lærer, pædagog eller sundhedsplejerske, som har rørt dit hjerte og gjort dit barns liv bare lidt bedre. Måske meget bedre. Hvis du tænker over det, tror jeg godt, du kan mærke, hvis præcis den person forsvinder fra dit liv. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, fortæller i Berlingske Tidende 26/5, at »mange danskere mener, folkeskolen er elendig, men at deres egne børn har dygtige lærere.« Det er et paradoks, som glimrende illustrerer Simon Emil Ammitzbølls triste fejlslutning: 30.000 personer betyder ikke noget for ham, men den enkelte særlige person kan betyde alt for dit barn.

Kommentarer