Han håber på lockout

Min søn gik i 0. klasse sidste gang, da forhandlingerne af lærernes overenskomst brød sammen. Hans 2 storebrødre fik en måneds ferie, og han skulle i skole hver dag, mens de kunne blive hjemme og tilmed spille på computer! Mage til uretfærdighed.

Jeg synes jo nok, at jeg også oplevede et lignende mål af uretfærdighed. Vi er temmelig uenige om denne her sag min søn og jeg. Selv får jeg kvalme, når jeg tænker på lockouten – april 2013 er der nok ikke mange lærere, der glemmer.  Men den store forskel på dengang og nu er, at vi ikke er alene mere. Der er et fællesskab, der bakker os op. Den støtte betyder helt utrolig meget.

Men det er heller ikke kun folkeskolen og lærernes arbejdstid, der er i spil denne gang. Hele det offentlige Danmark er under pres. Det er en sag, der handler om, hvor hele den offentlige sektor er på vej hen. Om hvorvidt offentligt ansatte skal arbejde under vilkår, der gør, at man kan tiltrække ordentlig arbejdskraft. Hvis vi hele tiden vil “omprioritere” i det offentlige, bliver velfærden til stadighed forringet, ja faktisk afviklet. En solid offentlig sektor koster penge. Så enkelt er det. Jeg vil med glæde betale til den fælles investering i et stærkt fællesskab, der passer på både de svage og de stærke.  Hvad vil vi egentlig med det offentlige Danmark? Det offentlige har tidligere været præget af fornuft og gode arbejdsforhold, det hele er ved at gå fløjten. Hvis man vil skabe attraktive arbejdspladser, hvor dygtige folk trives, er vi på vej i den modsatte retning.

Jeg håber sådan, at jeg i denne sag snart må skuffe min søn, at han til april skal i skole hver dag, og at der hverken er strejke eller lockout. Det er der ingen, der har brug for, mindst af alle ham og hans kammerater – det er jo trods alt på grund af dem, eleverne, at vi er lærere.

Kommentarer