“Har I prøvet piktogrammer?”

“Har I prøvet piktogrammer?”. Spørgsmålet efterlader mig i tvivl, om jeg skal grine eller græde, mens jeg lader mit blik panorere hen over bordet, der i dagens anledning er tilplastret i papirer med observationer og handleplaner, som er minutiøst indsamlet over en periode på næsten 3 år. Situationens tragikomik splittes dog straks til atomer, da jeg får øjenkontakt med Olivias mor. Her forstummer selv den mindste snert af komik og kun tragedien står lysende klar i hendes fugtige, røde øjne. Foran hende ligger hjemmets bidrag til den bevisbyrde, som vi i fællesskab forsøger at løfte. En alenlang liste, der dokumenterer et trecifret antal tiltag. Kugledyne, medicinering, ADHD-konferencer i Tyskland, orlov fra arbejde, så det har været muligt at hente Olivia, når hverdagen i skolen er blevet for meget… Alt sammen står sort på hvidt og vidner om et forældrepars utrættelige kamp for at imødekomme deres datters behov.

Fra skolens side har vi ligeledes medbragt en liste, som får dødehavsrullerne til at ligne en pixibog. Afskærmet plads, høreværn, belønning, nedsatte krav, massage…
Fælles for samtlige tiltag er, at vi over tid har måtte sande, at de ikke har bragt Olivia tættere på at lykkes i den almene danske folkeskole.  

Så ja, vi har prøvet piktogrammer, men Olivias udfordringer overstiger med længder den slags, der kan fixes med et stykke lamineret papir med et billede på. Når den yderst kompetente og velmenende psykolog alligevel spørger, er det et udtryk for akut mangel på ressourcer.

Der er nemlig ingen af os, der betvivler, at Olivia har behov for et andet skoletilbud, men det er i virkeligheden ikke det, vi er igang med at vurdere, selvom den formelle dagsorden foreskriver det. I realiteten er spørgsmålet snarere, hvorvidt Olivia har et større behov end de utallige andre børn, som ligeledes aspirerer til en af de alt for få specialtilbudspladser. Det pædagogiske hensyn undergraves simpelthen af økonomiske begrænsninger. Det ligner til forveksling et spil sorteper med folkeskolens svageste, hvis man altså ser bort fra, at der ikke blot er én taber.  

Lad mig understrege, at det selvfølgelig er vigtigt at afsøge mulighederne for at forbedre barnets situation i det aktuelle skoletilbud, men med inklusionsreformen fra 2012, er vejen til et specialtilbud blevet urimelig lang, selv for de børn, som helt åbenlyst har brug for det.

Når Skoleudvalget i Aalborg Kommune foreslår yderligere besparelser på 30 millioner kr. på specialområdet i 2020, så står det i skærende kontrast til det svigt, jeg oplever i mit virke i folkeskolen. Nok er frådseri en dødssynd, men smertegrænsen er nået for længst.

Vi svigter de forældre, som må se magtesløse til, mens deres børn fastholdes i mistrivsel. Vi svigter de børn, som i inklusionens navn opbevares i almenklasser uden håb om at lykkes, hverken fagligt eller socialt og som må gennemgå nederlag på nederlag, fordi rammerne ganske enkelt ikke matcher deres behov.  

Kommentarer