Hønen eller ægget – læring eller trivsel?

Jeg har set angsten malet i ansigtet på børn, som har det svært i skolen. Jeg har mødt en elev, som var så påvirket af hash, at man kunne blive i tvivl om vedkommende rent faktisk var i stand til at forstå hvad jeg sagde. Jeg har set elever, som i afmagt har kastet med møbler og andet inventar. Jeg har stille og roligt forsøgt at nå ind til elever, som blot sad helt stille og sammenkrummet med tårerne trillende ned af kinderne. Et fællestræk ved disse elever er, at det ofte er elever uden den store tro på sig selv og deres egne evner. Nogle af eleverne oplever tillige, at flere voksne omkring dem har mistet troen på dem ligeledes. Det er børn i mistrivsel.

Man kunne måske tro, at beskrivelserne ovenfor blot er fra specialklasser, men jeg kan konstatere, at mange lærerkollegaer i helt almindelige skoleklasser oplever noget lignende. For den gruppe af elever er traditionel faglig undervisning meningsløs i øjeblikket, og måske endda i en kortere eller længere periode afhængig af problemets omfang.

Kerneopgaven i skolen er naturligvis undervisningen med eleverne, og effekten heraf skulle gerne være, at alle elever lærer en masse. Det kan ingen næppe være uenig i, men for mig er det klart – trivsel kommer som udgangspunkt før læring. Simpelthen fordi mistrivsel alt for tit er for stor en hæmsko for læring. Den holdning baserer jeg på 17 års erfaring, som lærer i skolen.

Undervisningsminister, Merete Riisager, udtalte i programmet ”Debatten” på DR2 i november 2017 følgende: ”Hvis man lærer meget og har en god skolegang, så er der god sandsynlighed for at man trives”. Programmets vært, Clement Kjersgaard, fulgte op og spurgte, ”Så du siger, at man ikke nødvendigvis kan sige, at trivsel er en forudsætning for den gode undervisning eller den gode læring – det kan ligeså godt være omvendt?”. Merete Riisager svarede klart og tydeligt, ”Ja, det kan sagtens være omvendt”.

Når undervisningsministeren siger, at det kan være omvendt, så er det ikke decideret forkert, men det kan i min optik ikke gøres gældende for alle elever. Forholder det sig ikke nærmere således, at hvis man lærer meget og har en god skolegang, så er det netop fordi man trives? Man kan godt opnå selvtillid og endda selvværd med afsæt i ting man lærer, og man kan godt, med afsæt i noget man dygtiggøre sig i udvikle bedre trivsel, ikke mindst hvis det foregår i en omsorgsfuld og anerkendende kontekst. Men faglig læring bør ikke fortrinsvis gå forud for alt i folkeskolen, når vi taler om elever i mistrivsel, og der bør i min optik udvises langt større forståelse for børns forskellige livsvilkår.

Politikere og embedsfolk, som sætter rammerne for folkeskolen, er nødt til at anerkende, at ikke alle elever er i stand til at ”hoppe på toget” med faglige krav og højt fagligt niveau, og slet ikke i et tempo, som fra politisk niveau er ønskeligt. Jeg forstår godt, at ”toget” ikke kan vente på alle elever, men måske der kan indsættes et alternativ til ”toget”, så nogle elever kan ”ankomme” senere og måske på anden vis til slutmålet i folkeskolen.

Det skal primært undgås, at elever i mistrivsel gror fast og slet ikke kommer videre. Det er i alles interesse, at det ikke sker, og det tror jeg faktisk, at undervisningsministeren og jeg er helt enige om.

Kommentarer