Hører humor til i folkeskolen?

I forlængelse af det meget omdiskuterede P3-program, som forsøgte sig med politisk ukorrekte vittigheder, har jeg fået lyst til at sætte humor i folkeskolen på dagsordenen. Da jeg mener, at det er et af de stærkeste redskaber til at forstå sig selv og den kontekst, som man er en del af.
Min leder spurgte mig for nogle år siden, hvad jeg mente var opskriften på stærke klassefællesskaber. Det første der faldt mig ind var mit arbejde med selvironi som pædagogisk værktøj. Børn (og voksne) skal lære at tage sig selv mindre højtideligt, da det giver langt mere succes på en lang række parametre. Undersøgelser viser endda, at humoristisk sans er et af de bedste værn mod mobning, da mobberen har brug for at fremkalde en destruktiv følelse og ikke afvæbning i form af morsomheder.
Jeg arbejder til dagligt i et område, hvor mange børn har forældre, der kommer fra områder i verden, hvor man kan blive stukket ned på åben gade for at række tunge. De har brug for at lære at forstå sig selv i en anden historisk og kulturel kontekst, hvor man i højere grad fortæller en vittighed om ogginoggen. Men det er ikke nok. De er også nødt til at forstå hele sarkasmen og ironiens væsen, hvis de ikke skal afhægtes på kulturelle koder. De skal lære at forstå essensen gennem rollemodeller, hvilket af gode grunde ikke altid kan komme hjemmefra.
Det betyder ikke, at man skal udstille børnene og give dem lov til at fortælle grove og nedladende vittigheder om hinanden, men de skal lære at grine af sig selv i et kærligt rum og indimellem trykke på pytknappen. Derved laver jeg som lærer ofte grin med mig selv og viser på den måde, at det ikke er farligt. Jeg afvæbner også indimellem angreb med ironi og sarkasme for at vise alternativer til vold og frustration.
Da Danmark for nogle år siden skulle have en værdikanon, stemte jeg endda for sarkasme og ironi som vigtigste danske værdi, fordi det er det allersværeste ikke at forstå, og man kan ikke læse sig til det. Grove vittigheder har til formål at udstille et grotesk synspunkt og ikke offeret, som ofte er en svag part. Hvis man ikke har den forståelse, vil man selvfølgelig blive utrolig ked af det, når man hører dem. Eller vred. Det kan jeg godt møde med forståelse.
Humorforsker Mette Møller taler om, at den danske humor afspejler danske værdier som jantelov og ytringsfrihed. Vi underdriver os selv, kritiserer andre og nedgøre samfundets autoriteter. Altså vi tager ikke noget alvorligt – allermindst os selv, og vi kan ikke døje selvhøjtidelighed.
Hvem kan så grænsesætte sarkasme? Det kan ingen, fordi den ikke har en grænse. Hele opgaven er at sige det, som man ikke må igennem et opfundet univers. Personligt var jeg længe om at ryste den første Klovn film af mig. Jeg syntes bare, at det var for meget at se voksne mænd hive i en lille drengs tissemand. Imens lå mine venner og rullede sig så flade af grin, at jeg var nødt til at sætte mig ned og reflektere over, hvad det var i mig, som gjorde, at jeg ikke kunne rumme joken. Det var jo ikke virkelighed.
Lad os endelig diskutere humor, men ikke censurere den. Vittigheder er både vigtige og irriterende. Jeg er da personligt umådelig træt af at få af vide, at jeg er tom og dum som en havelåge, fordi jeg tilfældigvis er født med lyst hår. Det samme er mine børn, som allerede har lært fortællingen om, at deres hårfarve gør dem mindre kvikke. “Farv hår,” siger folk, hver eneste gang jeg spilder kaffe eller har glemt mine nøgler eller bare står et øjeblik og kigger ud i luften. Typisk scorer jeg så deres mand og lader dem sidde alene tilbage med alt deres indhold. Ej, bare en joke;)

Kommentarer