Husker du mig?

Husker du mig? Det var mig der stod i vejkanten i frosten sammen med mine kollegaer. Med den ene hånd holdt jeg krampagtigt fast i et tyndt plastikkrus med lunken kaffe og den anden holdt fast i den ene side af et stofbanner med budskabet ”Vi vil undervise”. Jeg prøvede på at holde ryggen rank i kulden. At vise at jeg var stolt af, at vi lærere ikke bare lod os tromle, men at vi kæmpede for retten til ordentlige arbejdsvilkår. Samtidig var jeg ydmyget. Forestil dig, at du blev sendt hjem fra dit arbejde, uden løn og forment adgang til matriklen.

Måske var det dig der kom forbi med kaffen og opmuntrende ord? Dig som ignorerede mig totalt? Eller dig som nedstirrede mig og rakte fuckfinger mens du kørte forbi i din bil?

Denne gang er risikoen for, at det ikke kun bliver mig og mine lærerkollegaer der står i vejkanten stor. Med stor sandsynlighed kan du også møde dine børns pædagoger, togføreren der havde sørget for du kom på arbejde til tiden og sygeplejersken der skulle have deltaget i din mors hofteoperation i vejkanten.

Vi står der sammen. Vi kæmper for et bedre Danmark – for det bliver det jo i sidste ende. Et Danmark hvor de som er ansat i den offentlige sektor bliver lidt gladere for deres arbejdsvilkår og måske også deres løn. Det smitter i sidste ende af på os alle sammen. Måske synes du ikke at du har haft nogen gavn af den offentlige sektor? Du har måske ikke børn, ikke været på sygehuset eller lignende. Men hvad med dine forældre, dine søskende eller naboen? Han de behov for os der arbejder i den offentlige sektor? Og hvad med dig når du en dag skal have hjælp med børn eller sygdom? Vil du ikke gerne mødes af glade, tilfredse og dygtige medarbejdere?

Lad os stå sammen om at støtte alle dem som vil blive ramt af en lockout – for de kæmper både for din og min skyld.

Kommentarer