Hvad gør vi nu lille du?

Overskriften bringer sikkert tankerne i retning af det første omkvæd i Gasolin-klassikeren af samme navn. I disse dage er det dog blevet til mere end titlen på en rocksang. Det står lige nu som et helt konkret spørgsmål ovenpå den eklatante nedtur som OK18 endte med for lærerstanden. Lærerne fik en aftale om, at de ikke skal have en aftale!

Hvad gør vi nu? Stemmer ja eller nej? Og hvad gøres efterfølgende?

Konflikten blev som bekendt afværget i 11. time i forligsinstitutionen, da Michael Ziegler og Anders Bondo erklærede, at man havde nået et forlig på det kommunale område samlet set. Glæden var bestemt til at få øje på. På de sociale medier kogte det hurtigt over med glade opdateringer som osede af jubel og lettelse. De kom fra nær og fjern – ikke mindst fra lærere, som for manges vedkommende fortsat har KL’s lockout fra 2013 tydeligt i erindringen. Der var blevet talt om knaster i en grad, at man skulle tro at forhandlerne var snedkere i fritiden. Indtrykket var dog ikke til at tage fejl af, og nyheden blev leveret med brede smil fra begge parter.

Få timer senere viste det sig desværre, at der i den flotte ”pakke” lå en rigtig dårlig ”gave” til lærerne. Forliget indeholdt lige præcis ikke det, som alle lærere havde set frem til og som man virkelig oplever som helt nødvendigt – nemlig en rimelig arbejdstidsaftale, som gør op med den forhadte Lov 409. Den lov som politikerne indførte i 2013, da de som en tyv i natten fratog lærerne deres daværende overenskomst.

En afstemning om JA eller NEJ. Et valg mellem pest eller kolera!

Skuffelsen, frustrationerne og vreden deler de fleste lærere (hvis ikke alle?), men der er omvendt modsatrettede holdninger til stemmeafgivningen, som vil komme inden længe. Situationen er da også kompliceret. Det er et spørgsmål om at vælge mellem to elendige valg. Hvad vil man helst – have en knytnæve i ansigtet eller et spark i skridtet? Det lidt fjollede billede for at illustrere, hvordan mange føler i forhold til stemmeafgivningen. Ingen af de to muligheder føles gode – tværtimod!

Et JA-flertal betyder groft sagt en fortsættelse af de eksisterende vilkår dvs. mere Lov 409 med lidt flødeskum på toppen. Ikke noget som for alvor batter, og samtidig bekymrer det mange, at et JA kan tolkes som en legitimering af Lov 409. Det ønsker ingen at udtrykke!

Desuden er der det med kommissionen. Det er ikke i sig selv et problem, men det virker absurd, at man efter fem år vil til at undersøge situationen i folkeskolen. Det kunne man passende have gjort mellem OK15 og OK18. Konsekvenserne fra indgrebet i 2013 er rimelig klare. Et utal af stressbetingede sygemeldinger, fyringer, opsigelser, elevflugt til privatskoler, rekrutteringsproblemer af uddannede lærere i mange kommuner m.v. Tallene for disse ting kender kommunerne også. Der mangler ikke viden på området. Der mangler vilje! Tidspunktet gør, at man kommer til at betvivle KL’s reelle motiver.

Et NEJ-flertal vil omvendt betyde konflikt på lærerområdet. Da konflikten vil starte sidst i juni (på femtedagen for resultatet), så kan man nemt forestille sig, at konflikten vil strække sig langt ind i elevernes sommerferie. Det vil blive særdeles omkostningsfuldt for den enkelte lærer økonomisk og mentalt, og det vil omvendt have minimale omkostninger for alle andre, da eleverne jo har fri alligevel. Tidspunktet alene gør, at en konflikt på dette tidspunkt er en tabersag for lærerne i min optik!

Der er naturligvis noget der hedder principper og værdier. De er bestemt ikke uvæsentlige, men de kan altså sjældent diskuteres i et rationelt lys, da de ofte er omgærdet af store personlige følelser. Her er jeg ingen undtagelse, og jeg har selv alvorlige bekymringer om situationen!

Ingen lærere er uenige i den groteske omstændighed, at vi som den eneste faggruppe i det offentlige ikke kan få rimelige varslings- og værnsregler. Man er som lærer afhængig af sin leders forgodtbefindende. Det er ikke et problem for mig – men det er det desværre for andre! Det store spørgsmål er hvordan man skal reagere på alt dette, og hvad det givetvis vil medføre. Den sidste del er for mig yderst væsentlig!

Et NEJ (hvis der opnås flertal), vil føre til en formålsløs konflikt. Formålsløs fordi det ikke vil ændre på resultatet af OK18 – tværtimod! Der er stor risiko for, at et regeringsindgreb blot vil stadfæste Lov 409, som den så ud inden OK18, og man vil således miste de ting, som trods alt blev forhandlet hjem.

Man bør vælge sine kampe (det har jeg lært i en efterhånden sen alder), og denne kamp er altså tabt på forhånd. Det vil være som at løbe med hovedet først direkte ind i modstanderens spyd!

Jeg forstår dybfølt ønsket om at sige fra. Gentage sætningen ”nok er nok” og lufte sin utilfredshed. Jeg har det fuldstændig på samme måde, men jeg synes man gør klogest i at betragte det hele pragmatisk, og vurdere nøje, om signalværdien vedr. sin utilfredshed kan blive for dyrt købt?

Mit JA er på ingen måde en legitimering af Lov 409. Jeg er bekendt med, at visse folk vil fremstille det således i tilfældet af et “JA”, men i bund og grund ved langt de fleste mennesker i landet, hvad lærerne mener om OK18-resultatet. Jeg stemmer på ingen måde JA, fordi jeg oplever noget substantielt i forliget. Det er ikke fordi jeg pludselig tror på de fine udmeldinger fra KL. De sidste 5 år giver mig ingen grund til at have tillid til KL – uanset om der nu er nye “toner”, som trods alt klinger smukkere, end mange af de ytringer der tidligere kom fra den kant.

Et JA skyldes altså udelukkende et fravalg af NEJ!

Jeg tror ikke på, at en konflikt fører noget som helst positivt med sig hverken på kort eller lang sigt. For mig skal en kamp have et formål, og der skal være en reel tro på, at kampen vil føre noget brugbart med sig, ellers er det blot kamp for kampens skyld. Det tror jeg simpelthen ikke på i denne henseende! Nogle kollegaer taler om deres selvrespekt. Jeg forstår godt hvad de forsøger at forklare, men med mit valg er min selvrespekt helt intakt – det ændrer hverken et JA eller et NEJ på. Jeg ved hvorfor jeg stemmer som jeg gør!

Hvad med fremtiden?

Som sagt så har lærerne ingen grund til at have tillid til KL. Rækken af episoder, som er alt andet end tillidsvækkende siden 2013 er lang, men lad os da nu tage dem på ordet, når fx. Jacob Bundsgaard udtaler ” resultatet skal i sidste ende blive en bedre folkeskole med engagerede lærere, som kan mærke, at deres arbejdsgiver sætter pris på dem og deres indsats”.

Hvis KL virkelig mener det med ”tillid” og ”ny start”, så er det vel ved at være sidste udkald for at vise, at det ikke blot er tom retorik. Endnu et tillidsbrud er lig med en uoprettelig skade! Jeg tager omvendt gerne mine negative ytringer om manglende tillid i mig igen, hvis arbejdsgiverparten begynder at agere efter devisen “show it – don’t tell it”.

Lad os derudover ”kæmpe kampene” lokalt. Der findes faktisk flere gode folk lokalpolitisk, som ikke er begejstrede for KL´s linje hidtil. Det er folk som ønsker skolen det bedste og som forstår, at vejen til god skole opnås gennem et konstruktivt og frugtbart samarbejde med dem der skal løfte opgaven i praksis – lærerne. Der findes folk som forstår, at moderne ledelse og arbejdsgiverrollen handler om at motivere og engagere, og det aldrig opnås med total magtanvendelse.

Slutteligt…

Jeg håber inderligt på – uanset den enkelte lærers standpunkt om denne sag og den endelige stemmeafgivning – at lærerstanden fremadrettet vil stå sammen når ”stormen” lige har lagt sig. Det er altså ikke en løsning for lærerstanden, at folk melder sig ud af den faglige forening, som nogen proklamerer i vrede og afmagt. Det er kortsigtet, og skadeligt for alle på lang sigt.

Hvad kunne DLF alternativt have gjort under de nuværende omstændigheder? Hverken at acceptere KL’s ønsker til en aftale eller styre mod en konflikt virker som de indlysende alternativer.

Ret vreden mod arbejdsgiverne – de er de egentlige ansvarlige for at en overenskomst indeholdende en rimelig arbejdstidsaftale ikke er mulig.

Hver for sig er vi langt svagere. Sammen er vi stærkest!

Kommentarer