Hvad mon vi får denne gang?

Klokken var 9.30 denne råkolde lørdag morgen midt i påsken. Jeg kunne se min egen ånde foran mig, mens jeg cyklede gennem byen for at komme ind til Forligsinstitutionen og sende forhandlerne på det kommunale område afsted til forhandlingerne. Der var allerede kommet mange og det var en flot faneborg, som viste sammenholdet mellem de forskellige kolleger inden for det offentlige er stærkt, men der var også mange forskellige håndværkere og nogle var kommet helt fra Aalborg for at bakke op. Alle tilstede kunne mærke sammenholdet og det varmede i den kolde morgen. Men lige da vi klapper ad Anders Bondo en sidste gang kunne jeg ikke lade være at tænke på hvad der skete i 2013 og blive bekymret for hvad det offentlige mon har i udsigt denne gang.

Sidste gang fik lærerne og folkeskolen en ny folkeskolereform som var underfinansieret lige indtil den daværende regering greb ind med lov 409 og vupti så var den ged barberet og lærerne fik trukket en masse ned over hovedet, som vi ikke havde bedt om. Bl.a. understøttende undervisning, flere lektioner uden forberedelse, 45 minutters bevægelse, læringsplatforme og listen er desværre længere med ting som ikke gav eller giver mening.  Andre offentlige ansatte har udsigt til ting de heller ikke har bedt om og lige nu er der forslag om, at vores sygeplejersker skal have arbejdsplads inden for hele regionen i stedet for på et enkelt hospital. Det vil skabe en meget utryg arbejdssituation for vores sygeplejersker og i sidste ende vil det gå ud over patienterne, hvis sygeplejerskerne ikke kan opbygge rutiner og gode arbejdsgange med deres kolleger på afdelingen. Det vil svare til, at jeg som lærer kan blive bedt om at møde op på en anden skole i kommunen og så forventer min arbejdsgiver, at jeg bare kan undervise en tilfældig klasse på det samme trin uden mulighed for at kunne forberede mig eller at have mødt klassen først. Det er uholdbart at vores politikere tror, at god velfærd er noget som skabes i et regneark eller kan måles via en digital platform. I øjeblikket kan man godt som offentlig ansat føle sig som en brik i et spil og som i effektiviseringens navn kan flyttes rundt som det passer politikerne.

Uanset hvad der sker omkring vores arbejdstidsaftaler, så har vi allerede fået noget som vi ikke fik i 2013 nemlig; sammenhold og opbakning. Denne gang har vi en musketered hvor vi står sammen i kampen om, at alle i det offentlige skal have ordentlige arbejdsvilkår og hvor ingen i effektiviseringens navn, skal have en hel masse de ikke har bedt om. Så nu er det jo spændende om vores arbejdsgiver denne gang vil samarbejde om at skabe en offentlig sektor med lønudvikling som følger det private, ordentlige arbejdsvilkår og arbejdstidsaftaler med rammer som gør, at vi kan opfylde lovgivningen. Håbet er lysegrønt, men det er ikke til at vide hvad vi får denne gang.

Kommentarer