Hvad skal vi dog med modtageklasserne?

Vi har igennem de sidste 200 år opbygget en skolekultur, der er indlysende for os. De kulturelle og sproglige koder giver god mening for de, der er vokset op med dem.

Vi pakker krav og ønsker ind i forespørgsler. ” Undskyld må jeg lige komme forbi?” Er i virkeligheden ikke et spørgsmål, men et pænt indpakket ”Flyt dig lige, jeg vil gerne forbi”.

Vi er hverken i skolen eller i det offentlige rum ret glade for at komme med ytringer, der lyder som krav eller ordrer. Det synes vi lyder uhøfligt, og det vil vi helst ikke være. Og det er jo for det meste godt. Men det er også svært, hvis man konstant skal afkode, hvad det egentlig er der menes.

Når læreren inviterer til skole/hjem samtale, så ved de fleste etnisk danske forældre godt, at selvom der findes ting i denne verden, der er mere spændende end skole/hjem samtaler, så er en invitation til en skole/hjem samtale ikke en invitation i gængs forstand.

Det er et godt indpakket krav om at vise sig på skolen. Det fremgår dog ikke af invitationen, at det forholder sig sådan, men vi ved godt, at det er sådan det er.

Hvis læreren under skole/hjem samtalen siger til Lærkes forældre, at hun har lagt mærke til, at Lærke ofte er uforberedt til timerne, og at det er en rigtig god ide, at læse 20 min med Lærke hver dag, så ved Lærkes forældre godt, at læreren ikke er i gang med at give i et godt råd, men meget høfligt og i venlig indpakning, fortæller dem, at det er på tide at stramme op, hvis deres barn skal opfylde ministeriets mål for læsning.

Det er ikke indlysende, hvis man ikke kender den danske skole indefra. Ligesom en lang række andre ting vi tager for givet, heller ikke er indlysende, hvis man er begyndt forfra i et nyt land. En læsebog, der indforstået handler om Sankt Hans eller en skiferie, kan være en udfordring, hvis man både skal lære at læse, lære et nyt sprog, og aldrig har oplevet sne eller har prøvet at fejre Sankt Hans.

Når der er så meget nyt, der skal læres forfra, giver modtageklasser god mening. I modtageklassen kan man i et trygt rum og med ligestillede stille spørgsmål, man i andre sammenhænge ville være bange for lyder fjollede. Man kan lære at : ”God morgen søde børn, er i klar til undervisning?” På lærersprog betyder: ” God morgen. Sæt jer på jeres pladser. Find bøgerne frem. Vi går i gang nu”. Man kan lære, at: ” Tage benene på nakken” betyder, at man skal skynde sig: ” Hånden på hjertet” betyder, at modtageren ønsker det helt ærlige og oprigtige svar, og at man ikke skal blive bekymret hvis noget siger at :” Vi hugger en hæl og klipper en tå”.

I modtageklassen kan både børn og forældre lære, det andre finder indlysende og derfor glemmer at sige højt. Det giver tryghed, når børn og forældre skal begynde i almenklassen, hvor der er etnisk danske børn og etnisk danske forældre. Ingen har lyst til ”at dumme sig” i sit nye land, og det er rart, at kende reglerne inden man for alvor skal i begynde. For i gang, det skal man, og selvom modtagerklassen er en god start, så dannes venskaber på tværs bedst, når man er sammen med sine nye medborgere.

Kommentarer