Hvad vi kæmper for

I onsdags, på kvindernes internationale kampdag sad jeg og rettede stile.  Emnet var : ‘Hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum?’

Undervejs i rettearbejdet fik jeg en knugende fornemmelse i kroppen. Jo længere jeg kom, jo mere ondt fik jeg i maven. Det var pigernes oplevelser, der ramte mig. 5 ud af 8 stile fra dem handlede nemlig om, hvordan de havde oplevet at blive gjort tilnærmelser til, blive forfulgt eller blive rørt ved af voksne mænd – alt sammen uden deres accept eller samtykke.

En af dem spørger: “Hvordan kan en mand, som i hvert fald er i halvtredserne, finde på at røre ved en ung pige, som han ikke engang kender?” På vej hjem i bussen satte en mand sig ved siden af hende. Han startede med at tale til hende, men pludselig lagde han sin hånd på hendes lår.

Hun er meget velovervejet og siger, at hun måske skulle have sagt noget, “…men det kan godt være svært, når man både er genert og skræmt på samme tid… Hvad nu hvis han bare blev sur og rent faktisk gjorde én ondt?”

Til slut skriver hun at “Det er de mest modbydelige ti minutter, jeg har haft i mit liv”.

En anden fortæller hvordan hun oplever en mand der kommer og stirrer på pigerne, når de er på rideskolen. En dag kom han hen og spurgte hende hvor gammel hun var. Hun forstår slet ikke, hvad han skal bruge den oplysning til. Hun bliver utryg, når han er på rideskolen of kan ikke forstå hvorfor, hun ikke bare kan få lov til at nyde sin fritidsinteresse. 

En tredje fortæller, hvordan hun måtte løbe fra tomænd en aften i et villakvarter: “…Men bilen stoppede ved siden af mig, og jeg kunne se, at det var to fulde drenge. De spurgte om jeg ville med i bilen… Den ene steg ud af bilen og gik hen til mig, men jeg løb hen til det nærmeste hus. Manden løb efter mig og råbte af mig. Jeg løb ind i huset og låste døren bag mig.” Senere skriver hun: “De tænker slet ikke over den skade og rædsel de skaber hos andre mennesker.”

Børnene i min klasse er 13-14 år. De går til ridning, gymnastik og dans. De griner sammen med deres venner i frikvarteret og tager selfies. De bliver forelskede i Mathias fra ottende eller Sigrid fra parallelklassen. De har ikke lyst til at blive rørt ved af voksne mænd og de bliver utrygge, når der kommer én hen og spørger dem hvor gamle de er, eller rører ved deres hår.

Pigerne her vokser op med visheden om, at de skal passe på. Allerede som 13 årige skal de tage stilling til en hel række forholdsregler, som deres drengevenner aldrig behøver bekymre sig om.

Vi må som samfund stå til ansvar for, at alle kan vokse op og være trygge uanset køn, hudfarve eller religion. Det kan ikke være rigtigt, at halvdelen af vores befolkning oplever, at de skal være på vagt. De skal kunne gå til ridning uden at blive bange. De skal kunne tage bussen, uden at blive befamlet og gå hjem i fred.

De skal kunne sige fra, uden at være bange for, at gøre situationen værre.

Jeg ønsker mig, at kunne sige til mine elever, at de ikke skal være bange, bare fordi de er piger. Desværrebliver jeg, som det er nu, stadig nødt til at sige til dem, at de skal passe på.  

Kommentarer