Hvad vil I have – en bogholder eller en underviser?

Jeg er lærer i folkeskolen og jeg elsker det. Jeg elsker det direkte møde med eleverne i klasserummet. Jeg elsker at se dem vokse og udvikle sig. Jeg elsker at være i humørfyldt og lærende kontakt med mine elever. Jeg klapper i mine godt brugte hænder når de stiller skæve spørgsmål og viser nysgerrighed. Og jeg bliver rørt når de overkommer udfordringer fagligt eller socialt.

Men det er blevet sværere at være i folkeskolen for både elever og lærere.

For ensretning og stram styring fra kommuner  og  konsulenthuse, er ved at kvæle vores alle sammens skole. De få ressourcer der trods alt blev afsat til skolereformen er i vid udstrækning brugt på udefra kommende styringstiltag. Lærerne er ikke for alvor blevet inddraget, og hele det evidensbaserede dataindsamlende målstyringscirkus  ligger som en tung dyne der lammer og dræber lærerens engagement.

Den virkelighed eleverne vokser op i er ofte fragmenteret, forvirret og i stadig bevægelse. Skolen kan bidrage med helhed og enkelhed. En base hvor eleverne via fagene og i fællesskab får samlet og samkørt tankerne. Hvor historie, matematik, sprog, håndværk, naturvidenskab, litteratur, musik og bevægelse går op i en højere enhed og danner eleven. Hvor fagene ses i sammenhæng og med perspektiv.

Det er bare ikke det man efterstræber i folkeskolen i dag. Fokus  på tusindvis af mål og delmål gør at man efterhånden ikke kan se skoven for bare træer. Målene bliver mål i sig selv og fører ingen steder hen. Det er ikke længere fagene og lærerens faglighed der styrer, men tvivlsomme konceptprojekter og et digitalt systemlæringshelvede.

Det katastrofale i dette fokus på målbare kompetencer gør at overblikket, og glæden ved at lære, forsvinder for både elever og lærere.

Som lærer kan man nu føle sig som bogholder. Dataindsamling, test, dokumentation og evaluering fylder i dagligdagen, og tiden til at forberede meningsfuld og god undervisning bliver mindre og mindre.

Selvfølgelig skal vi forholde os til data i form af test. Men kravet om totalovervågning af det enkelte barns mindste meritter er ikke bare hårrejsende , men også fuldstændig absurd. For når vi bruger tiden på at måle og dokumentere de kompetencer der kan måles, så mister vi blikket for det vigtige, nemlig at udvikle eleverne til at kunne tænke selvstændigt. Til at kunne sætte viden sammen og skabe ny viden. Til at kunne agere ansvarligt og socialt i en broget verden.

Og i en verden hvor falske nyheder, alternative sandheder og populisme stortrives burde alarmklokkerne bimle løs.

For vi giver ikke vores børn den ballast de har brug for når vi bilder os ind at digitalisering og målstyring er redningsplankerne for skolen. Tværtimod.

Så hvad vil I have derude i folkeskolen?

En bogholder eller en underviser?

Kommentarer