Hvem hjælper Sara?

Hun er lille for sin alder. Lidt tynd – uden at være en fugleunge. Hun smiler lidt genert, men virker ellers til at befinde sig okay i klasselokalet. Hun hedder Sara og er flygtningebarn.

Hendes forældre er flygtet fra krig og rædsler og bor nu her i Danmark. De bor i en lejlighed sammen med deres børn, begge forældre går i skole for at lære det danske sprog og den danske kultur at kende. Og nu er deres datter, Sara, begyndt i den danske folkeskole.

Sara er et par år ældre end de andre børn i klassen, men fysisk er hun mindre end mange af de andre. Hun forstår rigtig meget dansk, og taler også en del. Hun har gået i modtageklasse og er nu klar til at møde sine nye kammerater i 4.X.

Det er inklusion. Det er integration. Sara får en god start i klassen. Hun får kammerater, hun bliver fagligt udfordret. Hun har sin lærer fra modtageklassen med i en del timer om ugen, klassepædagogen og en støttepædagog læser timer med hende. Hun er dækket godt ind de fleste af ugens timer.

Efter et par måneder får vi at vide, at Saras støttetimer bliver skåret ned til en tredjedel samtidig med, at klassepædagogen skal 3 uger på udveksling. Mellem faldende timetal, udveksling, feriefridage, omsorgsdage, kurser og sygdom er Sara nu uden støtte de fleste timer hver uge.

Problemet er, at det er hun slet ikke klar til. Fagligt hænger hun i bremsen. Socialt kæmper hun med at forstå spillereglerne i pigegruppen. Hun kæmper med sproget, med forståelsen, med ironi og sarkasme. Hendes forældre bliver bekymrede. Og det gør vi lærere også.

Hvem hjælper Sara når rammerne og støttetimerne ikke slår til? Hvem sikrer hendes inklusion og integration i klassen og det danske samfund?

Mon Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby i fællesskab kan hjælpe Sara? For vi lærere kan ikke under de givne rammer.

Kommentarer