Hvem skal medicinere dine børn?

Det er frokosttid, vi har lige haft historie, og klassen er ved at finde deres madpakker frem. Som vanligt tjekker jeg Sofies blodsukker, for at sikre mig at alt er som det skal være. Sofie og jeg finder hurtigt frem til den dosis insulin hun skal have, og pumpen klarer resten. En almindelig dag med helt almindelige kontroltjek af en af de kronisk syge elever.

På et skab i personalerummet er der påklistret et mærkat med påskriften ”apotek” til oplysning om, hvor der kan findes medicin, plastre, EpiPen og andet til at hjælpe de syge børn – herunder juice til elever med for lavt blodsukker.

Dagen er gået godt. Ingen børn er dejset om, og vi har da også haft tid til undervisning. En bekymringsfri dag. Lige indtil jeg møder min kollega, der ser noget rystet ud.

Hun fortæller mig, at hun blev overfuset af en forælder, der mente at min kollega ikke passede godt nok på hendes barn. ”Hvorfor har du ikke set at tallene er steget flere gange i dag!” havde moren råbt hende ind i hovedet – i øvrigt midt i klassen foran alle børnene.

Min kollega har kontrolleret elevens blodsukker og hjulpet med at nedjustere det, da det var for højt. Hvad min kollega ikke vidste var, at læreren fra den foregående lektion havde gjort det samme. Det er også det de skal, men det er også vigtigt at vide, hvis blodsukkeret flere gange i løbet af dagen stiger. Derfor fik min kollega en overfusning af en anden verden.

Jeg må nok hellere tillægge, at diabetikeren ikke er den eneste kronisk syge elev i den pågældende klasse. Men hvad vigtigere er i dette tilfælde – min kollega er ikke den eneste lærer i den klasse.

Jeg blev så påvirket af situationen, fordi jeg tænkte: ”Det er da ikke vores arbejde at medicinere børn”. Her tog jeg åbenbart fejl. Sundhedsstyrelsen finder lærere forpligtede til at give alt fra injektioner med EpiPen til indføring af stikpiller. Her må jeg også nævne at de starter deres tekst med, at vi ikke har en sundhedsfaglig baggrund, og at medicingivning i videst muligt omfang sker uden for skole og dagtilbud.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at det er svært at finde alternativer. Dette er også hovedårsagen til, at jeg skriver dette indlæg. Et forslag kunne være en sygeplejerske, eller eventuelt mere tid til sundhedsplejersken. Skal jeg som lærer være opmærksom på både sygdomsforløb og allergier, samtidig med at jeg er ansvarlig for faglig udvikling og social trivsel hos et barn? Samtidig med at jeg har mere end én elev (pt. har jeg 90 – dog kun 24 jeg er klasselærer for).

Jeg gruer for den dag, at en elev ikke er blevet tilstrækkeligt medicineret – eventuelt fordi jeg er i gang med at stoppe en konflikt andetsteds. Er det så min skyld, hvis der sker noget med barnet? Hvordan får jeg tid, når jeg i forvejen har svært ved at nå alle elever lektionerne? Hvem har ansvaret? Hvem skal medicinere dine børn?

Kommentarer