Hvilken farve har hudfarve?

“Når du siger hudfarve, hvilken farve mener du så?” sådan spurgte en elev for nyligt i klassen. Der blev stille, og eleverne kiggede på mig.

Jeg smilede og svarede: “Det har du helt ret i, Thomas. Hud kan have mange forskellige farver. Det kan vi jo tydeligt se herinde. Der er stor forskel på min hudfarve og Mahmouds eller Fatimas. Så måske kan vi slet ikke bruge ordet hudfarve?” Det synes eleverne gav god mening, og så behøvede vi ikke snakke mere om det.

Eleverne i min 4. klasse har mange baggrunde og forskelligt udseende, så det er tydeligt for dem, at der ikke kun er én måde at se ud på. Vi er så heldige at have et mangfoldigt klasserum, og det sætter jeg stor pris på. Det betyder, at mine elever lærer om mangfoldighed i praksis. Mine elever lærer, at de har en masse til fælles som menneskebørn på Vestegnen, og at udseende kun er en lille del af, hvem man er.

Det kan godt være svært indimellem. For eksempel når klassens erklærede ateist, som samtidig er knivskarp og hurtig i replikken, går til verbalt angreb på børnene fra religiøse hjem. Men det er godt, at det sker i et klasserum, hvor der er en lærer til at støtte op om, at debatten foregår på en ordentlig måde. Hvis børnene lærer at debattere følsomme emner med respekt for hinanden, så er det mit håb, at de ikke ender som ensomme og skruppelløse internetkrigere.

Det er også en udfordring, når en elev på én gang bærer et pigenavn og klæder sig mere som og leger mest med drengene. Hun bliver inviteret med til både pige- og drengefødselsdage, og det er jeg glad for. Jeg ville personligt foretrække, at man ikke lavede den opdeling i drenge og piger, men når nu forældrene holder fødselsdag på den måde, så synes jeg, de har løst udfordringen godt. Mine elever går kun i 4. klasse, så vi taler mest om kønsidentitet på dette niveau: At sådan er det at være Katja. Hun er en pige, men hun leger mest med drenge og interesserer sig ikke så meget for de ting, som de andre piger i klassen interesser sig for. Det er min klare fornemmelse, at det synes børnene er helt okay.

At have et klasserum, hvor det er tydeligt for enhver, at man kan se forskellige ud og have forskellige måder at leve på, giver gode muligheder for at arbejde med udvikling af empati. Børn har en naturlig nysgerrighed og evne til ublu at spørge, når noget undrer dem. Derfor bør alle børn gå i en mangfoldig klasse, så de i praksis kan udvikle respekt for forskellighed, og at få øje på alle de grundlæggende menneskelige følelser, som vi har til fælles.

Det bekymrer mig derfor, at en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at skoleklasser er blevet mindre mangfoldige. Vi mister noget uvurderligt, hvis vi klumper os sammen med dem, som ligner os selv. Jeg har prøvet at undervise på en skole med meget lidt mangfoldighed. Der oplevede jeg, hvordan børnene på beskæmmende vis lavede sjov med, at deres klassekammerats far, som var flygtning, havde været i krig. De forstod ikke, hvad det var de gjorde, fordi de vidste for lidt om, at ikke alle har haft en let og privilegeret barndom. De var privilegieblinde, og det bliver man af primært at være sammen med nogen, der har de samme privilegier som en selv. Man kan fejlagtigt komme til at tro, at alle der vil, let kan få et arbejde, fordi diskrimination på arbejdsmarkedet ikke findes. Man kan komme til at gå rundt og tro, at 2000 kroner er en almindelig pris for alle mennesker at betale for et par sko. Den slags fordomme og naivitet kommer af kun at omgås mennesker med de samme privilegier som en selv.

Jeg kan sige med ret stor sikkerhed, at mine elever ikke får den slags fordomme. De ved nemlig allerede i en alder af 10-11 år, at sko både kan komme fra Føtex og fra Nike, og at nogen må gå med dem til de både falder fra hinanden og er for små. De ved, at nogen tror på Gud, nogen på Allah, mens andre mener verden kun kan forklares og forstås gennem videnskab. De ved også, at selvom man har en pigekrop, kan man godt være mest til shorts, fodbold og spejder. De ved at hudfarve kommer i mange forskellige farver.

Kommentarer