Hvilken frokostpause taler du om!?

Det er fredag kl. er 12.00 og spisepausen er netop startet. Eleverne fra 8.klasse har lige haft en halv times studietid, og de sidste lektier pakkes væk, mens madpakkerne findes frem. Det er udskoling, så de kan sagtens spise deres mad, uden der sidder en lærer sammen med dem. De har i øvrigt også ”udgang”, så halvdelen af klassen er allerede på vej ned ad trapperne, og hen til Godthåbsvej for at købe dagens ”madpakke”.

Fredag er en af de heldige dage, hvor jeg ikke er indehaver af en gårdvagt, ej heller tilsyn i loungen, så jeg har selv “spisepause”, og pakker ned og gør klar til at gå mod lærerrummet. ”Aj kan du ikke lige vise, det der med de ligninger igen, jeg forstod det godt i går, men nu da jeg skulle prøve igen, gik det galt”. Anna sidder og ser helt opgivende ud, “Pleeeease, vi skal aflevere i matematik efter pausen”, siger Julie med bedende øjne. Jeg åbner computeren igen, sætter den til whiteboardet og venter på, at de førnævnte slides viser sig igen. Forklarer, viser, eksemplificerer, finder endnu et eksempel, skriver på tavlen, går ned til Anna og Julie, hjælper dem i bogen, og da Anna endelig udstøder et ”Arhhh ja! Nu kan jeg huske det” og Julie ser lettet ud, smiler jeg, giver high fives og pakker endnu en gang mine ting sammen, og går mod lærerrummet. Klokken er nu 12.15, da jeg møder 4 drenge på trappen, der livligt spiller en slags hjemmekonstrueret basketball, hvor elevatordøren øjensynligt fungerer som ”mål”. En kort enetale omkring reglerne, og jeg er efter få minutter igen på vej mod lærerrummet, nu med basketbold under armen. Klokken 12.18 møder  jeg Jakob, der har ondt i hovedet. ”Jeg har ringet til min mor, jeg må godt få en panodil, og se om det ikke bliver bedre”, siger han. Vi ændrer kurs og går mod kontoret, mens Jakobs mor bekræfter informationen i telefonen, og Jakob får en pille på kontoret. Klokken 12.28 lander jeg i lærrummet, henter mine ting til næste time, lægger basketbolden i skabet på vejen, ærger mig over, jeg ikke nåede at få kopieret materialer til valgfag, mens jeg i småløb begiver mig ned ad gangen til næste klasse, da timen starter nu.

Jeg kan naturligvis ikke tale for alle offentlige ansatte, men jeg kan i hvert fald fortælle, hvordan min frokostpause oftest ser ud. Så når Sophie Løhde mener, at alle offentlige ansatte formentlig er nogle dovne hunde, der kun vil tage men intet vil give, og som sidder i 30 minutter (mindst!), hver dag, og smæsker sig i lækre lunkne madpakker, de har med i tasken hjemmefra, så tænker jeg, hvilken frokostpause er det du taler om? Er det den som beskrevet ovenfor? Eller er det den, hvor jeg febrilsk og svedig render rundt og foregiver at være kopimaskinereparatøren? Eller den hvor jeg rydder ud i køkkenet og sætter opvaskemaskinen over og vasker køleskabshylderne? Eller mener du den frokostpause, hvor jeg går rundt i gården i al slags vejr, og løser konflikter mellem børn? I den herlige lyd fra 800+ børn samlet på et alt for lille areal?

Jeg kan ærligt tælle på nul hænder, hvor mange gange jeg siden OK13, har siddet ned, stille og roligt en halv time og nydt min mad i ro og mag. Så er det ikke ret absurd, at bruge kostbar tid på at diskutere, om noget der reelt allerede er afskaffet for længst,- skal afskaffes? Jeg foreslår vi bruger kræfterne på at finde gode langtidsholdbare løsninger, så elever stadig kan få hjælp i pauser, og lærere stadig kan spise deres medbragte frokost. For mit eget vedkommende betaler jeg personligt gerne min egen frokost, hvis jeg til gengæld lovmæssigt er garanteret et bytte på en halv times helt og aldeles fred og ro.

Kommentarer