“Hvor bliver pengene fra specialområdet af, din fede ko!”

Det er ikke småting, jeg som lærer har måttet lægge øre til. De elever jeg har, der kan finde på at reagere sådan, er børn der ikke har det godt. De findes alle vegne i skolesystemet. Mange af dem har diagnoser eller voldsomme sociale problemer.

“Du er den dårligste lærer i verden!”

Jeg er i mine snart 10 år som lærer stødt på rigtig mange elever med specielle behov. Nogle af dem er med tiden kommet i specialklasser eller på specialskoler, hvor personalet er uddannet til at tage sig af lige netop deres individuelle behov. Hvor klassestørrelserne matcher elevernes ofte sårbare temperament.

“Jeg fucking hader dig!”

Andre er blevet rummet i de almindelige klasser. For mange af disse elever er inklusionen gået godt. De har haft gode sociale relationer til klassekammeraterne og har kunnet følge undervisningen på et rimeligt niveau. Men andre elever har det rigtig svært. De kan reagere udadfarende, som da jeg havde en elev, jeg måtte stoppe i at kaste et bord efter en klassekammerat, eller når jeg er blevet svinet til, råbt af eller direkte truet.

“Du bestemmer ikke over mig!”

De seneste år har jeg flere gange hørt sætningen, ‘den elev kommer ikke på specialskole – det har vi ikke råd til.’ Jeg har hørt den på min tidligere arbejdsplads, min nuværende arbejdsplads, fra ledere og fra kollegaer. Jeg har hørt lærere fra andre skoler og kommuner fortælle samme historie. Det er ikke en enestående begivenhed i folkeskolen, der er tale om men en helt almindelig ting.

“Jeg slår dig ihjel”

I Undervisningsministeriets regler for inklusion står der, at “det er skolelederens ansvar, at skolen kan tilrettelægge et relevant undervisningstilbud i den almindelige klasse. Skolelederen har ansvaret for at vurdere, om skolen kan imødekomme elevens særlige behov inden for rammerne af den almindelige undervisning”. Men når det så samtidig kan koste skolen i omegnen af 400.000.- at sende en elev i specialtilbud, så bliver den opgave urimelig.

“Min far får dig fyret!”

Vi lærere har også en forståelse for det økonomiske dilemma, så vi forsøger inklusion til det sidste. Alt for sent banker vi i bordet og siger ikke stop i tide.
Det resulterer i klasser, der er ved at gå op i limningen, lærere der lægger sig langtidssyge, elever – både de inkluderede og deres klassekammerater – der er under voldsomt pres. Hvis man endelig  bliver enige om at tilbyde en elev en plads i specialtilbud, så kan man stå i en situation, hvor en passende skole slet ikke eksisterer længere. Den er nemlig blevet nedlagt.

“Du fatter jo ikke en skid”

Det er en uholdbar situation, og der må gøres noget ved den omgående. Det må rettes på højeste niveau: I Undervisningsministeriet og det kan kun gå for langsomt. Der er brug for en langtidsholdbar løsning på specialområdet. Både i normalklasserne, hvor flere inkluderes, og for dem der ikke kan rummes i folkeskolen, som må og skal placeres i et andet tilbud. Det må ikke være tabu for en lærer at nævne, at en elev måske ikke kan inkluderes, og at vi ikke har ressourcer eller viden nok til at inkludere alle.

Kommentarer