Hvor er den klynke-kultur?

Lise Egholm skriver i underrubrikken til sit debatindlæg d. 13. januar 2017 i Berlingske Tidende, at ”selvom der nogle steder stadig er en vis utilfredshed med reformen, må der ikke opstå en klynke-kultur på lærerværelserne” for ”folkeskolereformen har haft begyndervanskeligheder, men nu lysner det”.

Siden lockouten i 2013 er det blevet en fortælling i den offentlige debat, at lærerne klynker og bare skal trække i arbejdstøjet.

Jeg derimod hører kompetente og engagerede kolleger udtale sig om udfordringerne og problemerne med at implementere de nye tiltag i reformen. Jeg ser ildsjæle, der dagligt kæmper for at gøre vores folkeskole til verdens bedste.

Jeg har, Lise Egholm, ikke samme opfattelse som dig, og at du kan finde på at bruge den nedladende terminologi gør mig dybt bekymret. For tendensen er – som du selv skriver – at de politiske partier er ved at vågne op og tilpasse/tilbagerulle store dele af reformen. Vi hører om kortere skoledage, loft på undervisningstimer, kommuner der ikke kræver fuld tilstedeværelse og lektiecaféer der bliver omdannet til to-lærertimer. Det ser jeg som du som noget positivt, men jeg skal bide mig selv alvorligt i tungen for ikke at råbe hvad sagde vi?

I tiden lige efter lockouten og indførelsen af lov 409 (lærernes arbejdstid) og folkeskolereformen var der et hav af lærere, der blandede sig i debatten og igen og igen gjorde – og stadig gør – opmærksom på de ting, der ikke fungerede og ikke vil kunne komme til at fungere, af – for os, der står med det – helt indlysende grunde. Vi knokler stadig for at implementere reformens mange tiltag – også selvom vi godt ved, at de slet ikke stemmer overens med skolens virkelighed. Så selvfølgelig skal vi lærere blande os i debatten – det er os, der har fingrene i bolledejen, og det er en grundpræmis, at vi kan sige hvad der duer og hvad der ikke gør. Det kaldes at udtale sig konstruktivt og er essentiel i debatten. Din retorik, når vi udpeger hvad der er problematisk, er uambitiøs, useriøs og dybt devaluerende for vores arbejde både indadtil og udadtil.

At forvente at vi skal stå og klappe i vores hænder fordi en ny undervisningsminister og et parti, der stod helt i spidsen for indførelsen af reformen pludselig – og pudsigt nok op til et snarligt valg – godt kan se, de ting lærerne har råbt op om i snart 4 år er rigtige – det finder jeg nedgørende og ydmygende. Vi lærere har hele tiden råbt op om problemerne, og denne kovending hos politikkerne må om noget vise, at vi ved og hele tiden har vidst, hvordan den folkeskole skal køres.

Kommentarer