Hvor er vores elevers forældre?

Jeg er lærer og jeg er stolt af det!

 

Sidste mandag var jeg igen nødt til at ringe hjem til nogle af mine forældre i klassen. Og det er ikke den fedeste del af mit arbejde.

Jeg kom ned i klassen lidt i 8 som jeg plejer, for at gøre klar, tænde for computeren og tage imod mine dejlige elever i min klasse. Her er der allerede en del og der er godt humør og god stemning. Vi taler om hvordan dagen skal være, og går i gang med undervisningen. Det er matematik vi skal arbejde med, men kun en tredjedel af eleverne har fået en blyant med. Det er svært at undvære, når man skal tegne koordinatsystemer. Der går ikke længe før de første ikke kan koncentrere sig længere, men Tom, jeg er simpelthen så sulten…!

 

Vi finder ud af det, og får sendt Sarah i kantinen efter en bolle, som så må indtages under arbejdet. Det forstyrrer selvfølgelig de andre, så der opstår nogen uro. Der er også enkelte der tager deres mobil frem og kigger på facebook – altså, Tom – jeg skal lige se om min mor har skrevet noget til mig. Vi har en meget klar aftale om kun at bruge mobilerne når det er hensigtsmæssigt, så jeg beder pænt om at den bliver placeret i tasken.

 

Det sker ikke, og Rasmus bliver meget stødt over, at jeg – som vi også har en meget klar aftale om – beder om mobilen. Der bliver råbt lortelærer og der reageres voldsomt, og det udvikler sig uheldigt. Slag og spark er heldigvis ikke hverdagskost, men det sker oftere og oftere at tingene udvikler sig i den retning.

 

Jeg informerer selvfølgelig hjemmet om hændelsen som jeg har oplevet den.

Jeg bliver stillet overfor, at det jo ikke var ment så slemt, at jeg nok har reageret lidt for voldsomt i situationen og at det vel er ok at tjekke sin facebook ind imellem.

Det er en vigtig del af vores arbejde at samarbejde med forældrene – det står der faktisk i folkeskoleloven

 

Jeg mener det er et kæmpe problem, at de beslutninger vi tager i løbet af dagen ikke bliver bakket op derhjemme, at man, over aftensmaden måske, stiller spørgsmålstegn ved de beslutninger jeg tager. Jeg er mega ærgerlig over, at det samarbejde jeg gerne vil have med forældrene, ikke mødes med tillid og opbakning, da det er grundlaget for den gode udvikling af eleven. Men at forældrene går i forsvarsposition og ikke tager imod tilbuddet om et samarbejde, så vi sammen kan gøre deres barn livsdueligt.

 

Det er så vigtigt at I forældre hjælper jeres barn, både med de helt lavpraktiske ting, men også med at forstå at de regler der er, faktisk er lavet for at vi kan gøre eleverne så dygtige som muligt, for at de ikke bliver unødigt forstyrret og for at vi kan være med til at bryde den negative sociale arv.

Det er også vigtigt for samfundet, at eleverne kommer ud af skolen med gode vaner, at eleverne kan varetage deres arbejde og holde aftaler, så de er klar til at indgå i arbejdslivets forpligtelser.

 

Vi taler meget om diagnosebørn, som dem der er svære at inkludere, men de børn der har ADO (almindelig dårlig opdragelse) er faktisk dem der fylder mest. Så kære forældre – tag nu ansvar for dit barn og den undervisning og læring som dit barn meget gerne skal så meget som muligt ud af!

Kommentarer