Hvorfor er det nu jeg er lærer?

I disse tider er det ualmindelig fristende at skrive noget negativt omkring lærergerningen. Den siddende minister, som ellers har imponeret, har med skoleudspillet meldt klart ud, at hun foretrækker de frie skoler frem for en stærk dansk folkeskole. Der kunne også skrives en negativ kronik om, at lærermanglen ikke bliver taget alvorligt, inklusion eller om alle de kollegaer, som går og tumler med stress. Det er fristende at skrive om alt det, som går ad helvedes til. I dag gør jeg noget andet. Jeg vil minde mig selv om, hvorfor lærerfaget stadig er verdens bedste job og hvorfor jeg elsker mit arbejde.

Mine kollegaer er limen, der holder det hele sammen. På lærerværelset er vi meget forskellige. Det er både politisk, etnisk, religiøst og uddannelsesmæssigt. Alligevel er fællesskabet stærkt. Der er stort set ikke et menneske på lærerværelset jeg ikke har dyb respekt og sympati for. Der er fageksperterne. Dem, som kan rådgive om alt mellem himmel og jord. De vejleder og guider alle os dødelige lærere gennem skoleåret med fast hånd og sørger for at eleverne får den bedst mulige undervisning. Der er ildsjælene, som altid er klar til at arrangere idrætsdagen eller organisere utallige arrangementer. Vi har veteranerne, som samtidig er kulturbærere og rollemodeller for resten af lærerværelset. Fællesskabet blandt lærerne er afgørende ikke bare for mig selv, men også fordi fællesskabets vigtighed netop er noget af det vi prøver at give videre til eleverne.

Da jeg besluttede mig for at blive lærer var det først og fremmest et ideologisk valg. Her kunne man gøre en forskel. Det med at gøre en forskel for nogen betyder stadig noget. Det er eleverne jeg fortæller om derhjemme. Det er dem der har indflydelse på, hvordan undervisningen bliver tilrettelagt og dem der giver et smil på læben, når det er mest uventet og måske også tiltrængt.

Kort fortalt er det altså kollegaerne og eleverne der gør, at lærerjobbet er fantastisk. Der er også de timer, hvor alt bare går fantastisk. De lektioner, hvor den urolige elev gør sit allerbedste og pigen med læsebesvær får kæmpet sig igennem en tekst med et smil på læben og stolthed i stemmen.

Lærergerningen er vigtig. Gang på gang fremhæves folkeskolen, som en af de vigtigste samfundsinstitutioner i landet. Vi sørger for sammenhængskraften. Danner den kommende generation og skaber livsduelige unge mennesker, som er klar på at påtage sig et ansvar. Det gør mig både ydmyg men også stolt. Vi skal huske stoltheden.

Det ændrer ikke på, at der er mange alvorlige udfordringer rundt omkring på folkeskolerne. Dem tager vi næste gang.

Kommentarer