Inklusion – At rumme det urummelige

sad-544730_1920

Kære forældre. Jeg beundrer jeres rummelighed over for klasseuro. Jeg beundrer, at I kan rumme den store uro, som finder sted i klasserne. Jeg er ikke sikker på, at jeg besidder den samme rummelighed, som jer. Jeg vil måske driste mig til at sige som en af mine kollegaer: ”Hvis jeg havde barn i den klasse, så var det blevet flyttet på privatskole. Hvilke forældre finder sig i, at der dagligt opstår tumult med slag, spark, spyt og hårklipning?”

I virkeligheden skyldes forældres rummelighed måske uvidenhed om, hvad der sker i klasselokalet!

Lærerne står ofte i et virvar af kaos i klasseværelset. Forestil dig en børnefødselsdag, som kører med 100 km i timen, 6 timer om dagen. Der er det, vi er uddannet til at håndtere. Og vi har været dygtige til at strukturere et roligt klassemiljø. Men nu er vi altså også udfordret på vores struktur.

Tidligere havde vi måske kun en elev, som skulle have særlig opmærksomhed. I dag kan jeg opleve, at have op til 5 elever med særlige behov i samme klasse. Andre af mine kollegaer nævner op til 10 elever i en klasse. Graden hos et evt. diagnosebarn er også væsentlig større end tidligere. Og det svære er, at vi simpelthen ikke har redskaberne til at hjælpe i inklusionens hellige navn.

Jeg har oplevet, at en skolepsykolog mente, at vi skulle stille krav til et diagnosebarn. Eleven skulle deltage i idræt, i det omfang hun magtede. Og vigtigst af alt, skulle læreren stille det krav til eleven, at hun skulle skifte til idrætstøj. Vi var skeptiske, men gav det et forsøg. Resultatet udeblev ikke.

Vi oplevede før at have en elev, som deltog på egne præmisser til nu at have en elev, som er skræmt væk fra idrætshallen. Hun kommer der ikke mere – tænk sig, at det er slut med at komme til idræt i folkeskolen, allerede inden man er ude af indskolingen? Det virker desværre ikke i de nuværende rammer.

I min dagligdag har jeg en dreng, som vi kan kalde Niels. Niels rummer en meget stor vrede. Og allerede inden timen er startet, ved jeg, om han er undervisningsparat eller om han har haft en dårlig dag. Min første øjenkontakt med Niels handler altid om en vurdering af hans humør.

Jeg kikker altid efter det glade udtryk i hans blå øjne. Dernæst han ansigtsmimik. Hvis øjnene smiler, så starter vi godt. Er øjnene sorte og sammenbidte, eller ligner han My fra Mumitroldene, så kan man ikke vende ryggen til ham. For jeg ved ikke, hvad der vil ske. Hverken med ham eller hans klassekammerater. I samme klasse har vi nogle umodne drenge, hvor forældrene trodsede skolens råd om, at tage et ekstra år i børnehaveklassen.

De elever er udfordret efter 10 minutters klasseundervisning. For så er deres koncentration brugt. Den ene elev bliver støjende og kan udefra set, opleves som en forkælet snotunge, som vil have sin vilje. Den anden stikker af fra timen, når hans verden ramler – og det gør den tit.

Det kræver sin mand at have 28 elever i sådan en kontekst. For der er også lige de stille piger, den fagligt udfordrede dreng og de andre snaksaglige, som skal have opmærksomhed.

Til sidste skolehjem samtale udtalte klasselæreren sig om problematikken med uroen i klassen. Det hjælper ikke altid at sige det 1 eller 2 gange. Nogen gange siger vi det 7-8-9 eller 10 gange i løbet af en dag. vi skal gentage det – uden at det hjælper. Det kræver tid og tålmodighed.

Det urummelige er ikke børnene. Men, at vi ikke har redskaberne til at rumme alle børnene.

Kære forældre, tak for jeres rummelighed. Vi arbejder virkelig på sagen.

Kommentarer