Ja tak til pædagoger – nej tak til løndumping

Vi er i fuld gang med dagens anden samfundsfagstime. En elev som i foregående lektion hang sovende over bordet med hætten trukket godt ned over ører og øjne er nu i levende debat med klassens andre drenge, om velfærdsstatens gode og dårlige sider. Jeg smiler tilfreds over at eleven har fundet energien og engagementet frem. Løsningen: at gøre ingenting. Min kollega har nemlig bedt mig om at lade ham helt være, i stedet for at hive ham op med spørgsmål og opgaver jeg ellers mener han sagtens kan overkomme. Resultat: eleven kom selv til truget og er nu i fuld gang.

Jeg er skolelærer i en specialklasse. Min føromtalte kollega er en hamrende dygtig og erfaren socialpædagog, som har været godt rundt i systemet og arbejdet med voksne og unge i alle afskygninger.

Hende og jeg har en arbejdsdeling. Jeg planlægger og igangsætter undervisning, hun superviserer eleverne og mig. Hos os siger vi at elever altid kan lære noget, det er bare ikke altid de ved det. I sådanne tilfælde er det ikke altid et spørgsmål om at finde det rigtige indhold, men et spørgsmål om at finde motivationen og tilliden til at man kan lære noget frem hos eleverne. Sommetider er det formen på undervisningen de unge ikke kan forene sig med, ja nogle er endda angste for at deltage. Min pædagog-kollega lukker hullet mellem de to stole, hvor det på den ene side er underviserens ansvar at finde materiale og indhold der passer til elevens evner og interesser, og på den anden side er eleveners egen motivation og tro på at kunne, der skal bære værket. Hun griber fat i eleverne når det er brug for det, og hun griber fat om mig, når behovet for fornyelse eller en anden formidlingsform er krævet at situationen.

At pædagoger er dygtige til deres arbejde er ingen hemmelighed. De er et gode for skolerne, både i specialen og for inklusionen i folkeskolen. Det har de også fundet ud af i bl.a. Frederiksberg kommune, hvor man vil lade de elever med mest omfattende handicaps undervises udelukkende af pædagoger. Det hedder sig at eleverne ikke er modtagelige over for undervisning i traditionel forstand og ikke kan arbejde med det almindelige curriculum fra folkeskolens fælles mål. Nogle steder opleves det også at særlige fag varetages af pædagoger i stedet for lærere, fordi eleverne alligevel har brug for en mere praktisk tilgang til faget. Der hvor filmen knækker er, når man ikke længere interesserer sig for fusionen mellem lærerens didaktiske kunnen og pædagogens socialpædagogiske indsigt. Alle elever, også dem med handicaps, har ret til undervisning på lige fod med resten af samfundet. Hvis man fjerner lærerne og de rammer der hører til professionen, så snyder man også eleverne –både for aktiviteter som der har været forberedelsestid til at kreere, men også for voksne der er uddannet i en tradition for undervisning. Det har de nemlig ret til.

Hvis vi skal være fri for diskrepans pædagoger og lærere imellem, må pædagoger i skoler have samme lønvilkår og rammer for planlægning af aktiviteter som lærerne, ellers kan det skabe mistillid og dårligt arbejdsmiljø. En pædagog og lærer tjener ikke det samme, så der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at når man fjerner lærerne, så er det i virkeligheden en spare øvelse, og ikke noget man gør under hensyn til eleverne. Vores dygtige pædagog-kollegaer bliver ufrivilligt redskab for løndumping, og den tillid der skal til for det gode samarbejde kompromitteret. Det er derfor mit ønske for 2017, at Tillid og solidaritet, også økonomisk solidaritet, professionerne imellem vil løfte os op i nye højder.

Godt Nytår

Kommentarer