“Jamen, jeg er så dusørjæger!”

”På et tidspunkt holdt jeg op med at fortælle, at jeg var lærer, når jeg mødte nye mennesker. Først fortalte jeg i stedet, at jeg var key account manager – det er der alligevel ingen, der ved, hvad er – og så gik jeg til ekstremerne og forsøgte mig med at sige, jeg var dusørjæger! ”

Sætningen falder under et weekendkursus. Jeg er omgivet af 24 kompetente, dedikerede og engagerede folkeskolelærere. Det er jeg i øvrigt ofte – altså omgivet af sådanne. I løbet af første kursusdøgn hører jeg ikke mindre end fire medkursister fortælle, at de har undladt at oplyse deres erhverv i mødet med nye mennesker.

Dusørjægerhistorien er lige så tragisk, som den er komisk, og jeg har desværre hørt den i flere versioner mange gange før – hørt,  at adskillige af mine dygtige kolleger landet over finder det om ikke nødvendigt, så i hvert fald bekvemt ikke at oplyse, hvad de lever af. Skammer de sig? Nej. Men de orker ikke diskussionerne, konfrontationerne, stikpillerne, fordommene, latterliggørelsen etc. etc. – alt det, vi som folkeskolelærere oftere og oftere har måttet stå model til igennem de sidste år.

For – det følgende bør læses med monoton og trummerummende, indre stemme:

– nej, vi har ikke og har aldrig haft ti ugers ferie årligt – og jo, en erfaren lærer har faktisk også brug for forberedelsestid – og ja, der er givetvis enkelte dovne hunde og brodne kar i branchen, men kender du en faggruppe, dette ikke gør sig gældende for?

Og – nej, 20 % af vores elever forlader ikke skolen som analfabeter – og ja, nogle af de fagligt svageste elever lades i stikken, men det er et spørgsmål om manglende midler, ikke mangel på velvilje fra lærernes side -og nej, vi klynker ikke, vi kritiserer konkrete forhold.

Og – nej, det har ikke været et halvtidsjob at være lærer – og ja, din lærernabo slog græs kl. 13 en dag før den ny arbejdstidslov, men hvor ved du egentlig det fra – du var vel på arbejde som alle andre? – og hov! – så du ham i øvrigt sidde og rette matematikafleveringer og skrive elevplaner kl. 20?

Og jo!! – vi er i allerhøjeste grad optaget af det allervæsentligste, nemlig vores undervisning – også af dit barn eller barnebarn eller nabobarn – og når det drypper på degnen, bliver eleven også våd, så det er i allerhøjeste grad i børnenes og dermed hele samfundets interesse, at lærerne og dermed undervisningen gives de bedst tænkelige forhold.

Vi er – desværre – ikke alene
Vi er ikke den eneste faggruppe, hvis medlemmer oplever det som næsten skamfuldt at præsentere sig med sit erhverv. For nyligt fortalte en 19-årig SOSU-assistentelev i TV, hvordan han bliver mødt med spørgsmål som “Nååååh, er du bare én af dem, der tørrer røv? Skal du aldrig have dig en rigtig uddannelse?”. Faglærte håndværkere beretter om tilsvarende, nedladende kommentarer, og ufaglærte føler sig stemplet som tabere.

Hvad bilder I jer ind? – jer, der får andre til at bøje nakken og finde på vilde historier for ikke at afsløre deres erhverv? Hvad bilder vi os som befolkning og samfund ind, når vi overhører dette uden at protestere? – måske indimellem endda med et smørret smil, for nu får de der evigt kaffedrikkende pædagoger godt nok en over nakken, og jeg kendte jo da også selv en elendig håndværker engang!

Men – pilen vender også indad. For hvordan har vi selv – som lærere, som pædagoger, som SOSU-assistenter, som ufaglærte og faglærte håndværkere – ladet det komme så vidt, at nogle af os er parate til at stikke en fantasifuld løgn, når vi spørges til vores beskæftigelse? Og – det retoriske spørgsmål: Styrker det vores faglige omdømme, hvis vi kryber langs væggene og skjuler vores jobmæssige identitet?

Jeg er stolt af at være folkeskolelærer. Jeg går med rank ryg. Det er en beslutning, jeg har truffet, og intet får mig til at ændre den. Heldigvis ikke kun på trods – men også, og i højeste grad, fordi jeg bærer på et utal af positive, stærke og væsentlige historier om skulderklap fra taknemmelige forældre, succesberetninger fra begejstrede, tidligere elever – og dem deler jeg ud af, når jeg med et smil har præsenteret mig selv som folkeskolelærer. Ikke dusørjæger.

Kommentarer