Jeg glemte Amanda

Min 3. klasse er netop blevet færdig med at evaluere udbyttet af det forgangne arbejde med de små tabeller samt gange- og delestykker. Jeg bobler af energi og glæder mig til at rette resultaterne, for jeg føler mig ovenpå, er forberedt og kender mine elevers faglige niveau. Arbejdet med personlige mål har givet mig en retning og et skarpt fokus.

Jeg skal til at finpudse elevernes personlige mål for den kommende periode, men vælger lige at tjekke mails, før jeg fordyber mig.

“Amanda bliver mobbet igen” er overskriften. En velformuleret og velbegrundet mail, hvor en bekymret mor beretter om situationer, hvor hendes datter udsættes for mobning. Hun misbruger ikke begrebet, og jeg har fuld tillid til hendes version af virkeligheden, men jeg er rystet og overrasket.

Hun beskriver nogle foruroligende episoder og et mønster i klassen, som overrasker mig. Offer, mobber, medløbere. Hendes datter bliver rent faktisk mobbet. Tænk, at hverken jeg eller dansklæreren har observeret dette. Vi har hverken set eller hørt noget, og det fokus har vi ellers dyrket.

Da jeg har sundet mig, prøver jeg at genkalde eventuelle signaler fra det forgangne halve år. Jeg finder ikke mange, men jeg genkalder mange gode samtaler med eleverne om personlige mål og resultater. Ida fra Amandas klasse stråler for mig som en lille sol. Under mine fælles gennemgange på klassen har hun førhen siddet passivt og kigget ud i luften med et tomt blik. Hun har svært ved at forstå første gang og i store forsamlinger, men det fælles arbejde med personlige mål i matematik har givet hende accept af egen værdi, og hun har været en succes mange gange. I denne periode skulle Ida lære “…at kunne de fleste små tabeller som remser”.

Det skræmmer mig, at politikernes, embedsmændenes og ledernes ensidige fokus på mål og målbare resultater af elevernes udbytte har gjort mit eget fokus så ensporet.

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville glemme elevernes trivsel og fællesskabet.

Det er rart med resultater, for det giver mening og arbejdsglæde, men resultater er jo også meget andet end tal og målbart udbytte. Resultater er også et fantastisk gruppearbejde, hvor elevernes samarbejde giver en større mening, og hvor man skiftes til at hjælpe og blive hjulpet. Resultater er jo også daglige smil fra glade børn, som leger og fjoller på kryds og tværs.

Børnene skal selvfølgelig blive dygtige til at lære at læse, skrive og regne, men for mig som lærer er det vigtigst, at de har det trygt og rart, mens de lærer.

Det er simpelthen ikke godt nok, at trivsel er et ord, som politikerne lige husker at sige, når de fremsætter visioner og rammer for folkeskolen. En trivselsundersøgelse på computer en gang om året er altså ikke svaret. Vi er nødt til at fastsætte og beskriver rammer for det sociale arbejde med fællesskabet og trivslen i klassen. Klasselærerne skal have den fornødne tid til opgaven, og vi bør forlange at fokus rettes mere ind på trivsel i dagligdagen. Det må aldrig blive reduceret til en netbaseret trivselsundersøgelse – og et ord, vi bare husker at sige!

Kommentarer