Jorden er rund – ergo er målstyret læring en and

jorden_bild_1

Efter vedtagelsen af den seneste folkeskolereform diskuteres det heftigt, hvorvidt der er evidens for målstyret læring – og hvad evidens egentlig er for en størrelse. Men det er en tabt diskussion.

I første omgang forledes man til at tro, at hele reformen blot er et autoritært forsøg på at kontrollere lærernes arbejde – og det kan man så mene om, hvad man vil.

I virkeligheden står det langt værre til med den tænkning, som ligger bag reformens krav om målstyring. For tænkningen har ikke kun til formål at kontrollere lærernes arbejdsindsats ned til mindste absurde detalje; den er udtryk for et dybt problematisk syn på, hvad læring egentlig er. Bag kravet om målstyret læring ligger en tro på, at læringsbegrebet indeholder en konsistent logik. Målstyringstænkningen overser fuldstændig det intuitive og kontekstuelle element i enhver undervisningssituation.

Det problematiske i denne form for fundamentalistisk tænkning er, at den fører til en polariserende og fordummende debat. Tænkningen er udtryk for forestillingen om at skabe en skole, som ikke længere behøver at stille spørgsmålstegn ved sig selv – og derfor ikke behøver argumentere for sig selv. Men den slags totalitær tankegang har aldrig vist sig holdbar eller hensigtsmæssig i længden. For det at holde skole er en kompleks, omskiftelig og foranderlig størrelse, som konstant må (gen)opfinde sig selv i en refleksiv proces med de mennesker, den består af, og det samfund, den er en del af. Skolen er en evig tilværelsesfortolkning mellem tradition og fornyelse. Mellem fortid, nutid og fremtid. Stagnerer skolen i tradition, mister den sin eksistensberettigelse. Forkaster den traditionen til fordel for ukritisk fornyelse, sker det samme.

At forestille sig, at det er muligt at finde frem til den entydigt rigtige måde at undervise/lære på, er udtryk for en absurd tankegang, hvor åndeligheden er forduftet til fordel for en tro på absolut rationalisme. I en form for blind tro på oplysning overses det, som ethvert menneske godt ved, nemlig at alting ikke kan forklares. At alting ikke kan bevises.

I den gode Holbergs ”Erasmus Montanus” lader komediedigteren sin ulideligt selvoptagne Rasmus Berg med den naive glæde ved lærdom drage den form for syllogistisk konklusion, at fordi en sten ikke kan flyve – og Moerlille ikke kan flyve – ja, så er Moerlille en sten.

Moerlille tog ikke til genmæle. Hun godtog tilsyneladende argumentationen og gav sig til at græde. Hun brød sig ikke om at være en sten.

Folkene bag reformen synes at være præget af lignende fejlagtige og mangelfulde måder at argumentere (og lovgive!) på. Man har svaret uden at stille spørgsmål. Man har lovgivet uden at lytte. Man har draget forhastede konklusioner. Måske har man i et svagt øjeblik fornemmet, at det der med læring er temmelig kompliceret, og så har man konkluderet, at så gør vi det bare enkelt: Vupti – ind med detailstyring og digitale læringsplatforme. Og så har man sværmerisk hængt sin hat op på nogle af tidens mange ”eksperter” inden for den pædagogiske og didaktiske litteratur. Men man glemte, hvad Holberg også mindede os om, nemlig at ”Erfarenhed laerer, at man kan studere sig taabelig; man kan opfylde sit Huus med saa mange Gieste, at man ikke selv haver Rum til at vende sig, og man kan fylde Hovedet med saa mange fremmede Hierner, at ens egen Hierne ikke kan operere”.

Resultatet er en forplumret debat, en uigennemtænkt lovgivning og en folkeskole, som bløder.

Men var den oplysningsbegejstrede Erasmus ikke den, der fik ret? Erasmus havde da ret i, at jorden er rund, ikke? Jo, deri fik han ret, men pointen er måske, at netop fordi den er rund, kan intet menneske med begge ben på jorden se den hele på én gang.

Kommentarer