Kære forældre – der er noget, I må indse nu

Følgende er udtryk for mine private og personlige holdninger

Dengang jeg var dreng, fandtes der nogle dukker, som var konstrueret på en måde, så deres hoved kunne bevæge sig. Resten af kroppen var død, og dukken kunne fås i rigtig mange varianter. Det fede var, at ligegyldigt, hvad man gjorde, kunne de kun bevæge deres hoved én vej. Så hvis man spurgte dem, om de ikke syntes, at man var dygtig, så var man aldrig i tvivl om, hvad reaktionen blev. Og hvis der ikke rigtig skete noget, så kunne man altid tage  fat og ryste dem indtil hovedet vippede rigtigt. Og hvis de slet ikke reagerede som de skulle, kunne man lægge dem hårdt på ryggen, for så lukkede nogen af dem oven i købet øjnene. Det fedeste var dog, at man dengang var lykkeligt uvidende om, at den form for “ja-hat -adfærd” ikke havde nogen reel værdi og at man faktisk ikke på den måde, kunne være sikker på, at man var dygtig. Det er først senere, efter noget levet liv og en god portion erfaring, at man begynder at spotte, at man ikke skal satse på dukker, der kun kan én ting – at nikke, og at man endelig forstår, at sådanne dukkers popularitet og eksistens var og er betinget af denne ene ting, at de lige præcis kun kunne nikke. Jeg mener i øvrigt, at de findes endnu.

Folkeskolen er en institution, der hviler på et vigtigt princip om, at den ikke kun skal uddanne børn i at lire rigtige svar af på bestemte spørgsmål. Den er først og fremmest et sted, hvor folkets børn mødes og lærer det, der skal til for at kunne deltage i, og have forståelse for, at Danmark er et demokrati, hvor viden, meninger og mennesker er frie og mangfoldige. På godt og ondt vel at mærke, fordi det er på den måde, man skaber mønsterbrydere. På det fundament har vi fået skabt en “folkets skole”, hvor vi ikke vil, at der kun er folk, der prædiker én sandhed ud fra én bog. Børn tror på det, de voksne siger og derfor er det vigtigt, at det, de får at vide, hjælper dem til at kunne tænke selvstændigt og nuanceret som voksne. Det skal man være stolt af.

I 2013, da Thorning-regeringen gennemførte en såkaldt reform af folkeskolen, skete der en ændring. Ændringen var, at ikke kun lærernes arbejdsbetingelser og tankevirksomhed blev “normaliseret” og sat i rammer ligesom på en fabrik i tidsrummet ml. 8.00 – 16.00, men også det børnene skulle lære, og måden de skulle lære det på blev sat i et nyt system. Og ligegyldigt om man så til højre eller venstre i folketinget blev der nikket anerkendende, og der blev klappet taktfast. Lærerne klappede dog ikke, men det var lige gyldigt, for dem havde man på forhånd planlagt på demokratisk vis at lægge ned med lov 409.

Min besked til jer er, at når nogen siger, at de har fundet ud af, hvad et samfunds børn præcist skal kunne for at få succes, og samtidigt siger, at måden det skal foregå på ligger klar, så bør der være en rød lampe, der begynder at lyse. Men hvis det samtidigt viser sig, at dem der har fundet på idéen kun har spurgt dem, der nikker “ja” til råds, fordi de med al magt vil gennemføre deres plan gratis, så er der mindst 47000 røde lamper, der lyser rødt – nemlig landets lærere. Og det hjælper ikke at tage hårdt fat i dem, for de har forstået, at det ikke er på den måde, man får innovative og holdbare ideer. Heller ikke selv om det skaber lempelser på skat og bilafgifter.

Kommentarer