Kære forældre: Tak for tilliden

Vi hører det ofte i debatten om forældre af i dag: De gør det grundlæggende forkert. Altsammen. De curler og forkæler, nusser og pusler, pakker børnene ind i vat.

Jeg er ikke enig. Men jeg glemmer det nogle gange. Glemmer at påskønne den kolossale tillid, I forældre viser mig, når jeg får lov at være jeres barns lærer.

I har jo vænnet jer til det, kan man sige –  siden lille Mattias skulle have sin første dag i vuggestuen eller dagplejen, har I overdraget jeres barn til “fremmede” voksne  og med bankende hjerte, måske en tåre i øjenkrogen, nænsomt placeret ham i en andens arme. Ville han blive hørt, når han vågnede i barnevognen, ville han få skiftet sin ble, ville han få huen trukket godt ned om ørerne, og ville han blive nusset og krammet og holdt af af sine “nye” voksne?

Jeg bliver først “den nye voksne”, når jeres barn er i teenagealderen. I har været mange nye voksne igennem – børnehavepædagogerne, 0. klasses-læreren og mindst en håndfuld skiftende lærere fra 1. klasse til nu, hvor jeg støder til. “Det er dejligt nemt at være mig”, har jeg ofte hørt mig selv sige – mine kolleger i indskolingen og på mellemtrinnet har tydeligvis givet jer grundlæggende tillid til, at vi lærere vil jeres børn det bedste. Og hvis I er skeptiske eller utrygge, når jeg kommer ind i billedet, så skjuler I det godt.

Nogle gange glemmer jeg det. Glemmer, at netop med børn i teenagealderen kan I som forældre have al mulig grund til at frygte det, der er værre end en tabt sut:

Vil mit barn blive udstødt af klassens fællesskab, blive ensomt, mangle selvværd? Komme i dårligt selskab, begynde at ryge cigaretter eller det, der er værre? Pjække fra skole, udvikle en spiseforstyrrelse, skære i sig selv, få sin seksuelle debut for tidligt eller forkert, få et usundt forhold til alkohol?

Vil mit barn få svært ved at følge med fagligt, vil hun blive udfordret nok i det, hun har let ved? Vil han kede sig, vil hun miste modet, vil han udnytte sit potentiale og gå på med krum hals, selvom karaktererne skuffer? Vil hun miste muligheden for at forfølge sin drøm om at blive dyrlæge?

Det er ikke mig, der ser jeres barn tage sine første, sikre skridt. Men det er mig, der læser hans første essay, mig, der ser hende overvinde sin frygt, træde frem for klassen og holde det oplæg på engelsk, hun er veget udenom flere gange. Og det er mig, der står forrest med et “Yes!” eller et opmuntrende knus, når det ikke gik som håbet og ønsket.

Det er vigtige år, jeg er en af de voksne i jeres barns liv. Med den tillid, I viser mig, kan jeg koncentrere mig om det, vi alle ønsker: At tage bedst muligt hånd om jeres barn både fagligt, socialt og personligt i en anselig del af hans ungdomstid.

Jeg beundrer jeres mod og tillid. Nogle gange går vi fejl af hinanden, indimellem slår jeres barn en skævert, og nogle gange gør jeg eller I. Men vi kommer videre, og vi gør det oftest sammen.

Nutidens forældre – I gør det grundlæggende helt, helt rigtigt. Mon ikke, det er en god del af grunden til, at jeres børn er skønne, unge mennesker, som jeg er vild med at følge på vej?

Kommentarer