Kære kommunalpolitikere. Hvor er I nu?

Det står klart for de fleste, som har fulgt med i forløbet om OK18, at KL (og Moderniseringsstyrelsen på statsområdet) desværre ”går efter” en konflikt!

Jeg skal naturligvis ikke påstå, at de ligefrem ønsker konflikten, selvom kommunerne sparer mange penge ved en konflikt. Arbejdsgiverne på det offentlige område er tilsyneladende ufravigelige i deres krav, og gør sig ingen nævneværdige anstrengelser for at nå i mål med en aftale.

Et kompromis er grundelementet i enhver aftale, men det synes umuligt at nå i mål. Arbejdsgiversiden opleves bestemt ikke kompromissøgende, og de ved naturligvis godt, at fagbevægelsen ikke kan acceptere et par ”brødkrummer” som de tilbyder ovenpå en række “krise-overenskomster”, og slet ikke lærerstanden, som efter 5 år fortsat ikke har en arbejdstidstaftale. Lærerne arbejder fortsat efter Lov 409. Et regeringsindgreb som i øvrigt lagde alle lodderne på arbejdsgiversidens vægtskål dengang i 2013.

Det er ikke ligefrem et chok, at det nok ender med en konflikt igen. Den danske model fik i den grad kniven i 2013, og forløbet hidtil skaber ikke optimisme – tværtimod!

Med Moderniseringsstyrelsen i en uheldig dobbeltrolle, så er det selvfølgelig også mere end svært. Denne styrelse er sat i verden med ét formål – nemlig at spare et tocifret milliardbeløb i den offentlige sektor. De er så samtidig arbejdsgivere og skal forhandle løn på statsområdet, og man har tydeligvis kommunerne i en meget stram snor, da man ikke ønsker nævneværdig forskel på de to områder.

Man kan nok regne ud, at Moderniseringsstyrelsens motivation for at ”give” ikke er til stede. Det kan de naturligvis ikke ytre direkte, selvom alle kender baggrunden for etableringen af Modernisseringsstyrelsen. I stedet spinner man så fortællingen om, at folk der arbejder i det offentlige er for højt aflønnet i forhold til det private. Denne påstand er siden blevet afvist, men sådan er det jo med statistik og grafer. Man kan fortælle lige præcis den historie man vil, man skal bare tage afsæt i nogle bestemte tal og perioder og udelade andre ting, som fraviger ens fortælling.

Strategien fra både KL og Moderniseringsstyrelsen bliver kritiseret bredt. Naturligvis fra fagbevægelsen, helt klart fra alle offentlige ansatte, men også fra arbejdsmarkedsforskere og sågar enkelte politikere! Men én ting er Moderniseringsstyrelsen, som har det statslige område som ansvar, og som enten agerer støtte for KL eller måske ligefrem en trussel? Jeg er faktisk i tvivl herom.

Jeg forholder mig i det følgende blot til KL og det kommunale område, selvom jeg er klar over Moderniseringsstyrelsens rolle…også på det kommunale område.

KL skriver om sig selv: ”KL er en privat interesse- og medlemsorganisation for alle 98 kommuner i Danmark. Det er KL’s formål, at varetage de danske kommuners fælles interesser og bidrage til, at kommunerne politisk og administrativt løser sine opgaver…KL bidrager til at udvikle og fastholde et stærkt lokalt demokrati…KL opnår, med et helhedsperspektiv på opgaveløsningen, indflydelse og resultater på kommunernes vegne, til gavn for borgerne og samfundet…Vi arbejder troværdigt for resultater. 

Det er muligt, at jeg forstår ordet ”troværdigt” helt anderledes end Michael Ziegler og resten af KL’s top, men jeg har svært ved at få øje på den troværdige tilgang til tingene de senere år.

Ingen lærer der oplevede OK13 har glemt KL’s manipulerende kampagner i de danske medier mod lærerstanden, som blot havde én ting på dagsordenen: At nedgøre lærerstanden og skabe en folkeopinion imod lærerne. Det lykkedes – og det gjorde ondt! Mht. det aktuelle forløb. Er det troværdigt, at bede om tænkepauser i en overenskomstforhandling, hvor man stort set ikke har rykket sig i månedsvis fra udgangspunktet, og igen og igen ytrer, at det er fordi modparten ikke vil indgå i realitetsforhandlinger?

På lærersiden har vi virkelig håbet på, at arbejdsgiverne i KL så en mulighed for at klinke skårene efter forløbet i 2013, og dermed få skabt et solidt afsæt i forhold til bedre arbejdsvilkår i skolen og dermed grundstenen til en bedre folkeskole.

Det var nok naivt, at håbe på den månedsløn vi blev frarøvet, og en undskyldning ovenpå på komplottet i 2013 skal vi nok vente ret længe på, men måske man i det mindste agerede ud fra rationelle tiltag? Hvis man fortsat ikke har den store sympati for lærerne i toppen af KL, så kunne man i det mindste forholde sig nogle af de udfordringer, som kommunerne står med. Det er jo netop hele idéen med KL – at arbejde for kommunernes interesser og bidrage til, at kommunerne løser sine opgaver…

Kommuner har bl.a. disse udfordringer med direkte afsæt i situationerne fra 2013: Højere sygefravær end ellers, højere antal lærere med en læreruddannelse, som ikke ønsker at være lærere i folkeskolen. Rekrutteringsproblemer i mange kommuner til lærerjobs. Resultater i fx læsning, som går den forkerte vej, flere familier end nogensinde før søger privatskoler osv.

Hjælpes kommunerne af KL, ved at KL igen spiller ”stærk mand”, med magt til at få det hele til at ende i en konflikt? Hvis der på så mange fronter ses en negativ spiral efter 2013 (som nævnt ovenfor), hvordan forestiller man sig så en ny konflikt vil præge skolen i årene fremover?

At fagbevægelsen, lærere, pædagoger og andre offentligt ansatte beklager sig, det har tilsyneladende ingen effekt hos de offentlige arbejdsgivere, men jeg tænker følgende… KL er paraplyorganisation for alle landets kommuner, og er dermed også overordnet organisation for kommunalpolitikere, herunder borgmestre. Mange af disse sidder på poster i KL udover det lokalpolitiske arbejde de egentlig er valgt til.

Tilbage i november måned husker jeg, at der var stor aktivitet fra mange kommunalpolitikere og dengang kommende borgmestre i div. lokale medier og ligeledes på de sociale platforme. Der var nemlig kommunalvalg, og det var naturligvis vigtigt, at man som politiker gjorde opmærksom på sig selv, for at trænge igennem infernoet af forskellige værdier og personlige hensigter fra de mange folk som var på valg.

Flere af dem der nu er blevet valgt ind, de havde tilmed skolen som hjertesag (sagde de). Jeg vil virkelig gerne høre hvad netop disse folk tænker om KL´s linje og om udsigten til endnu en konflikt?

Hvordan forestiller de sig det vil hjælpe på skoleområdet i netop deres kommune?

Jeg har reflekteret lidt over følgende….

Er det sådan, at alle (eller de fleste) folkevalgte kommunalpolitikere (herunder borgmestre) bakker op om KL´s linje, og man derfor ikke hører det store fra den front?

Får man ”mundkurv” på, så al kritik af “toppen” afmonteres?

Er kritik af magtorganet KL faktisk muligt, men omvendt så skader man sine egne politiske karrieremuligheder, så der derfor holdes igen?

Er middagene med vin og champagne så gode, og Mont Blanc kuglepennene så fine, at man gerne går på kompromis med sin egen integritet og hensigtserklæringer fra valgkampen?

Eller…foregår der rent faktisk modstand over for KL’s strategi på de indre linjer, som offentligheden blot ikke ser og hører noget om?

Kære kommunalpolitikere – hvor er I nu?

Jeg tror på, at folk i netop jeres position kan være afgørende i forhold til KL’s OK18-strategi, særligt hvis der er mange af jer som siger fra. Forklar kommunernes “top”, at man for alt i verden skal undgå endnu en konflikt. Det vil helt givet ikke hjælpe ude i kommunerne efterfølgende – tværtimod – og det er jo netop KL’s opgave, at arbejde for kommunernes bedste…som de selv skriver.

 

Ps. Jeg er bekendt med få kommunalpolitikere, som rent faktisk har været i offentligheden med kritik af KL og Moderniseringsstyrelsen. Jeg oplever dog tavshed fra det store brede flertal. Hvis jeg tager fejl, så korriger mig venligst…

Kommentarer