Kære Mette

2015 er næsten ny og ubrugt. Kalenderbladene ligger (forholdsvis) blanke hen i vores kalender fra Danmarks Lærerforening. Den sidste i øvrigt. Den er vist desværre sparet væk i det skoleår, der venter forude, men det er en anden sag.

I mandags mødtes vi igen, du og jeg. Jeg havde jeg glædet mig til at komme på arbejde, fordi jeg vidste, at du var der også. Jeg har et halvt livs arbejdstid bag mig, og jeg har haft mange gode kolleger på arbejdspladser, der ikke var skoler. Men der findes ikke bedre kolleger end dig. Lærere er farverige, de fås i mange udgaver. Nogen er gode til fysik, andre bedre til musik. Nogen trives bedst blandt små elever, andre trives bedst blandt store. Nogen bærer fine dametasker og cigaret-bukser, andre er mere lærer-klassiske med Fjällräv og fløjl. Lærere er mangfoldige og svære at sætte i bås. Det, vi har til fælles, du, jeg og de andre i standen, er, at vi er helt enormt alsidige.

Gennem de sidste par år er mange beskyldninger haglet ned over dig fra det omgivende samfund. Blandt andet er du blevet beskyldt for ikke at være omstillingsparat. Det ved jeg ikke passer. Du er aldrig andet! Du ”tuner” lynhurtigt, og mange gange dagligt, ind på eleven, der ikke lige opfører sig helt efter planen. Du tilretter din undervisning, så den igen passer til årsplanen, selv om det skred lidt i går. Du stiller prompte op, hvis jeg beder om din hjælp til en opgave, uanset om det handler om inspiration til min egen undervisning, eller jeg har brug for dine øjne på en elev i undervisningssituationen eller som sparringspartner til forældremøder.

Jeg går aldrig forgæves til dig, og du besidder så mange kundskaber, at jeg altid bliver klogere af at arbejde sammen med dig. Du er hittepåsom, inspirerende, sjov og begavet. Det er du blevet af at være lærer, for lærerjobbet kræver lige netop det. Din lærerhverdag er uforudsigelig. Ikke én dag i dit lærerliv går efter planen, som du ellers så omhyggeligt har lagt. – Sådan må det være, for du arbejder jo ikke med robotter.

Kære Mette, jeg glæder mig til skoleåret med dig. Jeg håber, at skolefolkene øverst oppe, når de skal i gang med at evaluere det her første år med ny arbejdstidslov, vil huske at sætte pris på din enorme fleksibilitet. Jeg håber, at de indser, at den meget faste ramme, du har arbejdet under det sidste år, ikke dur. Jeg håber, at de tænker, at de kunne komme til at kvæle al din kreativitet med den ramme. Din kreativitet, er afgørende for, at dine elever bliver så dygtige, som de kan, og jeg er bange for, at Ziegler og Antorini fratager danske skoleelever et stort aktiv, hvis de fastholder, at de får mest ud af dig, ved at holde dig i en såkaldt normaliseret arbejdsramme med mindre tid til forberedelse og efterbehandling.

Børn og læring hænger sammen med kreativitet og uforudsigelighed. Det trives ikke godt i kasser. Det håber jeg, at nogen husker at sige højt, når år 1 skal evalueres.

Kære Mette, godt nytår.

Kommentarer