Kære statsansatte – lad os lave en klub og stå fast!

Jeg læste for nyligt, at en af  vores ministre ikke synes, at I giver noget fra jer. Hun synes åbenbart, at I kun er interesserede i at rage til jer. Jeg synes, at det er en ubegavet kommentar at smide i hovedet på jer, og jeg undrer mig over, i hvilken verden vores minister for offentlig innovation egentlig befinder sig. Jeg tror, jeg har fundet en del af svaret.

Fru Sophie Løhdes CV er ikke specielt langt, og jeg forestiller mig, at den skole hun har gået i udleverer en værktøjskasse som svendebrev, hvorpå der står ”New Public Management 1”. Det virker i hvert fald som om, at det er den værktøjskasse, hun har lært at bruge i sit arbejde.

Et af værktøjerne i den kasse bruges til at gøre en offentlig sektor mindre. Problemet med en stor offentlig sektor er, at den kan komme til at bestemme for meget i den politik, hun gerne vil gennemføre. Offentligt ansatte ved i bund og grund mere om det, der foregår i samfundet, end ministeren selv, og dermed kan den komme til at “vinde over” politikerne.

Et andet værktøj i kassen er det, der er blevet brugt på jer. Det bruges, når man har den grundholdning, at man ikke kan stole på sine ansatte. Man kan derfor fremstille et billede af dem som nogen, der vil have mest muligt i løn, mindst muligt arbejde, flest mulige ansatte osv. Altså som nogen, der kun vil “mele egen kage”.  Det var det, Fru Sophie Løhde gjorde, da hun i nyhederne udtrykte at: ” I er mere interesserede i at tage end at give”.

Hun skruer med andre ord helt bevidst i den offentlige sektor, så den kommer til at ligne en fabrik. Fabrikken skal styres efter markedsprincipper, hvor kvantitet er bedre en kvalitet,  og mål, resultatstyring er vigtigere end rigtig og forkert.

Men der er noget, du overser fru Sophie Løhde.

Offentligt ansatte er ikke kun en­kelt­personer, der uafhængigt af hinanden forsøger at “mele deres egen kage”. Du overser, at et samfund netop også holdes i gang af det stik modsatte synspunkt. Det siger mere om dig end om samtlige offentligt ansatte tilsammen, hvis du påstår, at de udelukkende er drevet af egoisme og en higen efter personlig succes.  Du mangler helt åbenlyst, at få øjnene op for en række andre drivkræfter, som er po­sitivt sty­rende for de offentligt ansattes medvirken i samfundet. I vores arbejde er arbejdsglæde, pligtfølelse, ansvar, etik, hensyn, tillid og menneskelighed mindst lige så vigtige faktorer som løn. Ellers var vi der ikke. Hos os er det ikke bonusser, gyldne håndtryk og spindoktorer, der holder os i gang. Jeg er skolelærer, og du vil vide, hvad jeg taler om, hvis du spurgte os, eller hvis du en dag kom forbi, og prøvede at kigge et af samfundets små børn i øjnene, når det får at vide, at det allerede i den første resultatmåling dumpede, fordi det ikke kunne klappe stavelserne  i “Moderniseringsstyrelsen”.

Jeg stiller mig hermed på de statsansattes side og opfordrer samtidigt alle offentligt ansatte til at stå fast. Giv ikke op, men bliv hvor I er. For hvis I går, så går i Sophie Løhdes ærinde.

Kommentarer