Kampråb for eksperterne

Jeg skulle sådan set bare hente en glemt seddel i katederskuffen. 9. klasse havde fysik, men fysiklokalet var lukket, fordi man igen har fundet pbc, der er giftigt, i lokalet. Så fysiklæreren var i fuld sving i klassen. Så godt som det nu kan lade sig gøre, når der ikke er en arbejdsstation til hver elev. Det var noget med et reagensglas. Og noget ståluld. Og noget med ilt. Og noget med rust… Og så tror jeg, at min beskrivelse af forsøget stopper her… For både min og andres skyld.

“Hvad sker der med stålulden?” spørger fysiklæreren henrykt ud i lokalet, hvor 26 par øjne opmærksomt følger med i gennemgangen. Og lidt efter mig, der prøver at liste ind, stille som en ninja… Eller noget… “Jeg tror vi spørger Katja,” udbryder han, da han får øje på mig, og jeg overvejer, om jeg kan gemme mig bag en af de jakker, der hænger på knagerækken. Jeg sveder også en lille smule. Og alle griner.

“Ja, altså… Det er rustent…” forsøger jeg, mens jeg desperat roder i katederskuffen, hvor jeg tilsyneladende har ment det var en god ide at opbevare en tom æske tegnestifter, en stor mængde gamle sedler med særligt sjove undskyldninger fra mine elevers forældre, elastikker, postkort, protokoller og en hæftemaskine uden hæfteklammer.
“Kan du komme svaret lidt nærmere?” spørger han frisk, og gu kan jeg ej… Jeg er en skovl til fysik!
“Kom nuuuu…” hyler en af drengene, og jeg ved, de kan se på mig, at jeg ikke aner, hvad de taler om…

“Arh… Vil I ikke hellere høre noget om Christian IV?” forsøger jeg, velvidende at jeg kan lire både 1577, 1588 og 1648 af i søvne. Men at forklare, hvad der sker når noget ruster, det har jeg ikke et sprog for. Heldigvis dukker den forsvundne seddel op nede i skuffens dyb, og jeg får mumlet en undskyldning, fyret en vandet vits af, og flygter mod nærmeste udgang… Langt væk fra et revir, der ikke er mit.

Og døren sukker dybt, som den lukker sig bag mig; en lærer, der kan et håndværk og sine fag. Men også en lærer, der bare gerne vil have lov til at være dygtigt, til det jeg kan, og udvikle på det, jeg kan. Jeg er ekspert. På mit område. Jeg kan kombinere faglig viden med en evne til at formidle til min målgruppe. Jeg kan få en 7. klasse til at måbe over en munkesten fra 1400-tallet. Sende den rundt i klassen, og få eleverne til at gyse over, at den har ligget i hænderne på en forfader for 600 år siden. Jeg kan ødelægge alt for dem, når de forstår, at historie ikke er en fast størrelse, men et produkt af den tid, historien bliver fortalt i. Og så bygge det hele op igen. På samme måde, som fysiklæreren kan sit håndværk. Og idrætslæreren. Og engelsklæreren. Og alle de andre.

Og det er mega-sjovt, når en kollega giver mig gas i klassen. Det har jeg uden tvivl fortjent. Men eksemplet tjener fint til at understrege, at vi lærere hver især er eksperter i vores fag, og vi formår at kombinere denne viden med evnen til at undervise. Jeg kan ikke gennemføre en sløjdtime. Jeg har faktisk ikke betjent en høvl siden 6. klasse, hvor jeg fik kampsvedende fik udført en massakre på et stykke fladt fyrretræ, der efterfølgende skulle forestille et skærebræt. Min sløjdlærer så på det og sagde: “Hva fanden er det?”. Min mor så det og sagde: “Ihhhh-dog”. Og jeg indså, at jeg nok skulle holde mig til blyanterne.

Jeg kan heller ikke gennemføre en idrætstime. Der er børn over alt, og det er ligesom jeg mister alt min pædagogiske saft og kraft, når jeg træder ind i en idrætshal. Alene lugten af sure tæer minder mig om den gang en velplaceret serv i volley sad lige midt i mit ansigt, så jeg lå smurt hen ad gulvbrædderne, og med blussende næse måtte kravle rundt på alle fire i jagt på mine briller bagefter. Og selvom jeg er ganske god til engelsk, har jeg haft utallige hovedbrud, de par gange jeg har undervist i engelsk, fordi jeg simpelthen ikke ved, hvordan man lærer sproget fra sig.

Det er faktisk svært at undervise. Rigtig svært. Enhver idiot kan stille sig bag et kateder og lire et eller andet af, og bag efter tro, at man er en Gudsbenådet underviser. Men sådan at være en rigtig god lærer, det kræver at man kan sit stof, at man ved hvordan man underviser, at man kan håndtere relationerne, og så er i stand til at evaluere på resultaterne og justere efterfølgende.

Jeg vil gerne blæse til kamp for eksperterne. Os, der kan vores kram. Jeg ved, hvor jeg skal hen med min undervisning. Jeg har ikke brug for at inddrage mindfulness i mine kristendomstimer, eller slå kolbøtter i dansktimerne, eller gå på kurser, hvor jeg lærer at benytte ugeblade og limstifter i min undervisning. Alt det kan jeg fint finde ud af selv, hvis det er. Hvis jeg altså har tiden til at sætte mig ind i ny didaktik, og tiden til at planlægge mine forløb ordentligt. Jeg kan også sætte mål og evaluere. Og så kan jeg sørme gribe en aktuel bold i luften og sætte nye mål. Det kunne være fantastisk for folkeskolen, hvis vi fik lov til at udvikle på det, vi kan, i stedet for hele tiden at skulle stå på et nyt ben, fordi den politiske vind vender.

Kommentarer