Kan skolen skabe fordybelse?

Det er strålende solskin og snart forår. Jeg kommer på arbejde med godt humør og mod på at lære eleverne om højtryk og lavtryk i natur/teknologi. Lige inden døren til klasselokalet bliver jeg mødt af en elev, der spørger: ”Skal vi lave forsøg i dag?”. Da jeg kommer ind i klassen, råber en anden elev: ”Skal vi ikke snart have om robotter?”. Inden jeg får sat min taske fra mig, råber en tredje: ”Vi har aldrig teknologi!”.

Jeg rækker hånden op for at skabe ro til at starte timen. Efter lidt venten sænker larmen sig langsomt i klasselokalet, og eleverne retter deres opmærksomhed mod mig. Jeg siger: ”Sidste gang lavede vi så det her forsøg med varm luft. Nu skal vi prøve at forstå det ved at læse lidt og…”. Mindst fem elever afbryder mig, da de hører ordet ’læse’.

”Ej, skal vi nu læse igen?”

”Skal vi ikke snart lave forsøg?”

”Hvornår er det egentlig, vi skal have om robotter?”

”Det er så kedeligt at læse!”

Det er langt fra første gang, jeg får denne reaktion fra elever, når jeg underviser i natur/teknologi. Det er som om, at eleverne har en forventning om, at natur/teknologi er et cirkus af farvestrålende forsøg og vandrende robotter, hvor de kan gå frem og tilbage mellem forskellige boder, mens de spiller Pokémon Go, da ”det jo også er teknologi”.

Der er efterhånden opstået en tendens til, at eleverne tænker undervisningen som evig underholdning og lyse dage, som særligt bliver sat på spidsen i natur/teknologi, men som også er et generelt stigende problem i folkeskolen. Det bekymrer mig som lærer. Vi lever alle i en tid, hvor der ikke er langt til det nærmeste like eller underholdende spil, der belønner og tilfredsstiller os. Det udfordrer efter min mening alle menneskers koncentration og fordybelsesevne.

Folkeskolen bliver virkelig sat på prøve i disse år – for hvordan skal den som institution håndtere den splittelse mellem faglig fordybelse og teknologiens mere flertydige lærings-underholdningsrum? Børn vender sig i højere grad til, at læring kan ske af adrenalinfremmende spil med en evig belønning af deres fremdrift. Disse nye undervisningsspil og andre nye teknologiske undervisningstilbud kan helt sikkert stimulere læring, men de kan ikke stå alene.

Skolen skal ikke alene kun give børn kundskaber og fakta, som kan læres igennem visse spil og springende forsøg. Skolen må ikke gentage den stigende overfladiske tilgang, samfundet efterhånden har fået til viden og indsigt. Ofte lyder indvendingen i skolesammenhæng: ”Jo, men børn skal jo også gøres klar til den verden, vi lever i med online brummende mobiler og skærme overalt”. Til det må jeg opponere: ”Nej, det er ikke rigtigt”. Skolen skal danne elever, der skal ud og skabe den kommende fremtid, som vi endnu ikke kender. Det som verden har brug for, og til alle tider har haft brug for, er mennesker, der kan fordybe sig, være nysgerrige og komme frem til nye indsigter og stille kritiske spørgsmål. Det vil give værdi for den enkelte, men også til hele samfundet. Det er en form for utopi, jeg stiller op her, men det er dog alligevel noget, jeg mener, vi bør værne om og stræbe efter som skole.

Derfor må lærere italesætte, hvad fordybelse og langsigtet læring vil sige, og hvorfor det er vigtigt for eleverne. Lærere må kritisk overveje elementer, der fjerner fordybelse og nærvær i skolen. Hvordan kan folkeskolen udvikle et læringsrum og uddanne eleverne til at navigere i teknologiens flertydige brugsflader?

Måske skal skolen være mobilfri?

Måske skal computere først bruges i udskolingen?

Hvad kan forældre gøre?

 

 

Kommentarer