“Knytteren” eller “krammeren” Løhde og Ziegler?

Når jeg efter en vinterferie træder ind i klasseværelset hos børnene på mit job, ved de, at jeg arbejder ud fra et princip om tillid. Jeg er skolelærer og mit kodeord i min omgang med borgernes børn er tillid. Tillid til, at de gør, hvad de kan, og at jeg gør, hvad jeg kan. Og der er såmænd også tillid til, at hvis jeg beder dem gøre noget, så tror jeg selvfølgelig på, at de går i gang med det de skal, også selvom jeg ikke lige kan kontrollere, at de faktisk gør det.  Jeg mener, det er et grundvilkår at vise tillid i al normal omgang med mennesker, og min oplevelse er, at det er det rigtige at gøre. Mistillid fører intet godt med sig , og tryk avler modtryk. Men hvad nu, hvis de snyder vil nogen måske spørge? Svaret er, at det er der ikke særlig mange, der gør, og hvis det sker, ja så har vi jo lige fået foræret noget at snakke om.

Et eksempel på, at tillid virker oplevede jeg for nyligt nede ved min lokale købmand. Jeg bor i “UdkantsDanmark” og mødte hverken Michael Ziegler eller Sophie Løhde i butikken, men i stedet den velkendte hårdtarbejdende ældre mand, der hver morgen sidder klar til at betjene kunderne, hvor vi bor. Jeg ville denne dag gerne betale med MobilePay, men som med så meget andet, er det heller ikke en politisk prioritering, at lave ordentlig mobildækning i denne del af Danmark, og betalingen ville selvfølgelig ikke gå igennem. Han sagde så, at jeg da bare kunne betale, når jeg nåede længere ind mod byen. Jeg sagde undrende: “Er du ikke bange for, at jeg bare lader være?” “Ved du hvad?” sagde han, “i al den tid MobilPay har eksisteret, har jeg aldrig oplevet, at kunder jeg ikke kender har snydt mig. Det er jo sådan, at hvis jeg viser, at  jeg har tillid til mine kunder, så vil de gerne gøre det rigtige.  Hvis ikke det var sådan, så ville jeg stoppe med at bruge MobilePay.”

I øjeblikket er der i Danmark gang i overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte – OK18. Der skrives dagligt om, hvordan kampen mellem “krammeren” og “knytteren” udspiller sig, og mistilliden i forhandlingerne er åbenlys. I 2013 blev lærerne lockoutet af Thorning-regeringen og lov 409 blev indført. Det var en utvetydig kæberasler til de lærere, der dagligt knokler med at uddanne samfundets børn, og den arbejdende offentlige sektor var målløs og tabte i mere end en forstand underkæben. Selv ILO reagerede på indgrebet og signalerede, at de nu havde rettet blikket mod Danmark. ILO er FN’s faglige organ for arbejdsmarkedsspørgsmål, og deres opgave ligger i at fremme beskæftigelse, forbedre arbejdsvilkår i hele verden og værne om den faglige frihed og rettigheder. Det burde da give stof til eftertanke, men i stedet blev det elegant ignoreret og bagatelliseret så selv journalister ikke gad grave i sagen.  Kære Løhde og Ziegler, en ting er, at de danske politikere under Thorning i 2013 åbenlyst valgte at handle mod bedre vidende, og trykke de danske læreres arbejdsvilkår på en måde, der ligner indviklet svindel og overgreb, men at I vælger at fortsætte den praksis her i 2018, forstår jeg ikke. I burde give lærerne deres tilkæmpede rettigheder tilbage og undskylde, fordi I godt kan se, at den form for “knytter” for det første ikke er i orden, men mest af alt fordi, at I godt kan se, at den form for adfærd kan ødelægge den unikke tillid, der eksisterer i befolkningen og i sidste ende vores demokrati. Det gavner hverken arbejdsglæden eller uddannelsen af borgernes børn, at give lærerne endnu en “knytter”. Så derfor, som borger og privatperson, spørger jeg jer hermed, hvorfor kan lærerne – som de eneste offentlige ansatte i Danmark – ikke som det mest selvfølgelige få en arbejdstidsaftale?

Kommentarer