Kommentar til undervisningsministeren vedr. De Nationale Test

Kære læser.

Dette blogindlæg er en række kommentarer til undervisningsminister, Merete Riisager. Det er skrevet på baggrund af hendes facebook-opslag skrevet den 8. april 2019 vedr. De Nationale Test.

Link til undervisningsmisterens indlæg: https://www.facebook.com/merete.riisager/posts/2780032108690140

Jeg skrev en kommentar i tråden til ministerens indlæg på Facebook, men jeg har lyst til at påpege flere ting. Jeg har valgt at samle mine tanker og holdninger om ministerens udmelding her, da teksten dels blev for lang til en facebook-tråd, og dels “drukner” lidt i mængden af andres ytringer og kritik.

Der er efterhånden sagt og skrevet en hel del om emnet, men jeg synes, at undervisningsministeren i overvejende grad undviger kritikken og jeg synes ikke, at hun forholder sig reelt til problemstillingen.

Undervisingsministeren oplever jeg generelt, som en kompetent og vidende person vedr. indhold om skole og undervisning, og det er som bekendt ikke en selvfølge, at en minister for et givent område er et fagligt fyrtårn – ofte tværtimod! Tænk blot på den forrige regering og den daværende undervisningsminister! Derfor undrer det mig også, at netop Merete Riisgaer, formulerer sig således – et typisk politisk “på den ene side” og “på den anden side” skriv.

Hvorfor tager ministeren ikke i langt højere grad den massive kritik af De Nationale Test til efterretning, og som minister forsøger, at gøre noget ved problemerne, fremfor at skyde bolden til hjørne med endnu en undersøgelse og en evaluering. Jeg ved ikke nok om politiske processer, eller forpligtelser i evt. forlig, men så forklar det. At ytre, at nogen er glade for De Nationale Test, og i samme åndedrag skabe tvivl om den massive kritik, det er for vagt.

At nedsætte en gruppe, der skal se på problemerne, må i denne situation opfattes som en politisk undvigemanøvre. En undersøgelse kan bestemt være reelt nok, hvis man faktisk mangler viden om en sag, men det er jo ikke tilfældet. Tværtimod kom det for nylig frem, at man i UVM har været bekendt med problemerne i forhold til De Nationale Test i årevis, man har blot valgt, at holde oplysningerne internt, og fortsat krævet, at skolerne skal afvikle de fejlbehæftede tests. Man får desværre indtrykket af, at ministeren i højere grad er optaget af at beskytte systemet fremfor at være optaget af hvad man faktisk udsætter børnene i folkeskolen for med disse tests.

Allerede i overskriften “glattes ud” med ordene “DE NATIONALE TEST KAN GODT BLIVE BEDRE”.

Blive bedre? Ja, i den grad, for systemet dur slet ikke! Der er altså ikke tale om at gå fra ”god” til ”bedre”, men faktisk, at De Nationale Test slet og ret er virkelig ringe.

Sidenhen forsøger ministeren at reducere lidt i kompleksititen, ved at inddele folk i tre kategorier i forhold til deres syn på De Nationale Test og testning i det hele taget. Jeg mener ikke, at det forholder sig helt så enkelt. Jeg kan i hvert fald ikke placere mig selv i én af de tre grupper, som ministeren konstruerer. Jeg har som udgangspunkt ikke noget problem med tests, og jeg anvender selv diverse test og prøver i mit virke. Jeg synes dog, at en test skal være meningsfuld, og meget gerne afspejle undervisningens indhold, som eleverne har arbejdet med på kort eller længere bane. Det er bestemt ikke altid tilfældet med De Nationale Test (se fx. billedet til denne blog). Jeg er således i en gruppe – som ministeren ikke inddrager – som ikke ser problemer i meningsfulde tests, men som oplever, at lige præcis De Nationale Test er helt og aldeles ubrugelige. Indholdet af opgaverne er i flere tilfælde så mærkværdige, at det nærmer sig det ubegribelige. Resultaterne er ligeledes utroværdige, hvis man skal tro den forskning, som aktuelt bl.a. er omtalt i landets medier. Derudover presses mange elever med det såkaldte adaptive system, som jeg kommer lidt ind på senere.

Ministeren skriver, at formålet med at indføre De Nationale Test, var at give lærere og forældre et værktøj til at følge elevernes faglighed. Samtidig kunne stat og kommuner følge med i, hvordan en årgang, en skole eller en klasse klarer sig fagligt. Min påstand er, at man politisk set er optaget af det det sidste. At følge en elevs faglighed kan sagtens gøres helt uden De Nationale Test, men de mange diagnostiske værktøjer og tests, som ellers er til rådighed, kan netop ikke bruges til at sammenligne klasser eller skoler, og derfor er de åbenbart ikke interessante for politikerne.

Det adaptive system i De Nationale Test fremhæves nærmest som noget positivt, og det lyder da også besnærende. Testen tilpasses den enkelte elev! I virkeligheden bryder man med en grundlæggende dansk tradition vedr. test og prøver fx som man ser det i afgangsprøverne i 9. klasse. Her er reglen, at har man fulgt med i undervisningen og kan man stoffet, så er der en rimelig sandsynlighed for, at man kan besvare opgaverne i prøverne og de vil afspejle et positivt resultat. Indsats og kompetencer giver resultater. I De Nationale Test er det anderledes. Uanset elevens faglige udgangspunkt, vil det pga. af det adaptive system opleves, at man skal forsøge at løse opgaver, som er det rene volapyk for børn, og som ingen børn reelt tiltænkes, at kunne besvare. I praksis betyder det, at selv super dygtige elever kan sidde med en følelses af utilstrækkelighed og ikke føle sig gode nok. Den omstændighed kan man – og bør man – tale med eleverne om, som ministeren selv påpeger, men det barnet konkret oplever vejer altså ret tungt i den henseende.

Ministeren anerkender i sit opslag, at der er udfordringer vedr, dette, men det er åbenbart ikke et mere tungtvejende problem, end at man bare fortsætter derudaf med De Nationale Test!

I samme åndedrag taler Merete Riisgager om, at man skal undgå “teaching to the test”. En stor mængde af opgaverne er så åndsvage, at der er meget lille risiko for, at den type aktivitet vil præge undervisningen i folkeskolen. Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig. Der udvikles næppe ”teaching to the test” i forbindelse med De Nationale Test.

Én af de ting, som undervisingsministeren udtrykker, som jeg virkelig finder problematisk er, at De Nationale test, på trods af udfordringerne, har været flittigt brugt. Som om at lærerstanden i et eller andet omfang trods alt har fundet dem brugbare!?!? Hør nu her… De Nationale Test er brugt massivt, fordi det er et lovkrav. Der er på ingen måde et valg at lade være. Det valg kan kun forældrene træffe for deres egne børn ved at holde dem hjemme på testdagene. Jeg gad godt vide hvor mange lærere der ville anvende De Nationale Test, hvis de blev gjort aldeles frivillige.

De såkaldte frivillige test nævnes også, men der er jo ikke tale om frivillige tests for den enkelte lærer. Enten har lederen besluttet, at de SKAL gennemføres, eller det er et krav fra den lokale skoleforvaltning. Det er “friviligt” som man kender det i Kina og Nordkorea, men på den vis er de naturligvis meget anvendt, som ministeren “argumenterer” med.

Ligeledes skriver Merete Riisager, at mange forældre er glade for at kunne følge med i deres barns faglige udvikling gennem De Nationale Test. Hvis det er tilfældet, så må det alt andet lige bero på stor uvidenhed om De Nationale Tests faktiske indhold og evne til at give brugbare resultater. Alternativt er det bare en grundløs påstand!

Som en slags ikke-svar på kritikken, vil undervisningsministeren nedsætte en gruppe, hvorefter en række ting skal evalueres. Tjah, så går der tid med det!

Hvorfor kigger man ikke på den forskning der allerede er lavet? Konklusionerne er sammenlagt ret klare. Hvorfor lytter man ikke til de fortællinger, som rigtig mange lærere landet over kommer med, og anerkender, at deres ”nej tak” til De Nationale Test har grobund i nogle meget konkrete problemstillinger vedr. indhold og utroværdige resultater, og at det ikke blot handler om brok eller modstand mod testning generelt?  Og hvorfor først nu? Man har kendt til problemerne i årevis.

Ministeren udtrykker, at det er vigtigt for regeringen, at man kan ”rejse et rødt flag” i forvaltningen eller i Undervisningsministeriet, hvis bunden går ud af fagligheden i en skole. Det er der sikkert gode grunde til, men man burde vel tage afsæt i et værktøj med langt højere grad af validitet og reliabilitet end De Nationale Test kan levere. Som det er nu, så “rejses det røde flag” på et upræcist grundlag, og det koster tilmed et tocifret millionbeløb årligt, at holde “maskineriet” kørende.

Lærere har  – præcis som ministeren skriver – brug for pædagogiske værktøjer, herunder test og prøver. Jeg har selv kendskab til en del brugbart materiale i flere fag, som både kan give mig viden om den enkelte elevs udfordringer og kompetencer, eller sige noget om en hel gruppe eller klasse. Disse prøver kan dog ikke sige så meget om klassen i forhold til andre klasser, eller skolen over for andre skoler, medmindre alle andre systematisk tager de samme prøver. Det er vist lige netop denne egenskab, politikerne er så begejstrede for i De Nationale test, men det gør bare ikke De Nationale Test til et pædagogisk værktøj, uanset hvor mange gange Merete Riisgaer (og andre politikere) nævner ordet pædagogisk i sammenhæng med De Nationale Test.

Hvis der var tale om en bygning, så ville man rive den ned og tilmed rense grunden op, da bygningen er bygget på “giftig” jord. Ja, ”huset” var dyrt at opføre – ca. 110 mio. kroner – og det er naturligvis svært at indrømme, at man har fået bygget noget, som viser sig at være konstrueret elendigt. Driften er tilmed dyr, men det er vel ikke et lødigt argument for fortsat anvendelse?

Kommentarer