Kongelige fællesskaber

t1

Morten er min elev. Han nægter. Han vil ikke med i Det Kongelige Teater. Og uanset hvor meget jeg forsøger at motivere ham, er hans svar det samme: ”Jeg kommer ikke med. Jeg hader teater.”

Men jeg er i god tid. Der er over to uger til, vi skal på tur. Og jeg glæder mig helt vildt til at give de unge denne oplevelse af noget af det ypperste, som den danske teaterscene byder på. Og krydser fingre for, at mine forventninger bliver indfriet og at min vurdering af, at det er det helt rigtige tidspunkt at tage klassen med på denne ekskursion, holder stik.

Jeg ved godt, at Morten siger nej til det meste. Han er sværere at nå ind til end de fleste. Han har hætten over hovedet det meste af tiden og ligger med overkroppen ind over bordet i alle timerne. Og det er stadig ikke lykkedes lærerne at finde ud af, hvad han kan og ikke kan i fagene, selv om vi har haft ham i klassen i mere end et år.

Vi ved lidt om, hvad der plager ham, men vi kan ikke nærme os det sammen med Morten; der er for meget, der skal passes på og beskyttes i hans skrøbelige sind. For Morten er der lang vej til tryghed og tillid.

Morten er ikke alene. Han går i en klasse med andre unge, som har det svært. Andre unge, som frygter for konsekvenserne af fars alkoholmisbrug, ligger vågne om natten og lytter til mors hoste, fordi de godt forstår, hvad det vil sige at have KOL. De forbander divisionsstykker og har for længst mistet troen på, at det kan betale sig at gøre endnu et forsøg på at forstå den danske grammatik. De er syge den dag, vi skal nationalteste, og de har udviklet alle mulige personlige strategier for at skjule alt det, de ikke kan leve op til.

Morten ved, at Julie har nogle af de samme problemer derhjemme. Han forstår også, at når Lukas råber og sparker til stolene, er det fordi han ikke kan udtrykke sin frustration med andet end vrede. Og Morten kan holde på den hemmelighed, som Burak fortalte ham i sidste uge.

Men han kan ikke udtrykke, at det kongelige skræmmer ham. Han kan ikke forklare, at han ikke aner, hvordan man går i teatret, når man ikke har prøvet det før. Og han har ikke ord for det, han føler, når hans lærer vil præsentere ham for noget, som slet ikke er en del af hans univers.

Julie kan til gengæld fortælle ham, at det er nederen, hvis han ikke tager med. Burak supplerer med, at han heller ikke gider det der teater, men at det bliver fedt at gå på restaurant sammen.

Vi skal på Ankara, og det er fint. Morten kan ikke lide maden på Ankara. Han har godt nok aldrig været der, men han har hørt, at det er tyrkisk mad. ”Jeg er ikke racist, men det er ikke noget for mig.”

Vi bruger tid på at undersøge, hvad de har i buffeten på Ankara, og nogle dage senere er det lige før, Morten lader sig overtale.

Jeg fortæller klassen, at det ikke gør noget, hvis de ikke synes forestillingen er spændende, og at det er en oplevelse bare at se teatret indefra.  Jeg fortæller, at mange mennesker tager pænt tøj på, når de skal i teatret. Så skal Morten alligevel ikke med. Han ”hader de der mennesker, der tror, de er bedre end andre, bare fordi de har mærketøj på.”

Burak hvisker noget i Mortens øre, som får Morten til at sige: ”Måske”. Min kollega sørger for at få Julie til at spørge Morten, om de skal følges til stationen.

For et år siden kunne vi ikke have planlagt denne aften. Vi kunne simpelthen ikke færdes i det offentlige rum med denne flok teenagere med mange års nederlag i bagagen.

De var skeptiske og uvante med at deltage i kulturelle arrangementer. Nogle var bange for at bruge offentlig transport med mange mennesker. Nogle var bange for at blive væk og ikke kunne finde hjem alene. Andre vidste slet ikke, hvad de var bange for. Og så er det lettere at sige nej. Eller at spytte på perronen for sådan lige at markere sig – for så at blive bekræftet i, at Danmark er fuld af racister, der ikke kan lide muslimer.

Men det lykkedes. Torsdag aften stod de klar på stationen med skjorter, aftershave, masser af mascara, små tasker og forsigtige smil. Og vi spiste sammen og small talkede hyggeligt og sagde pænt farvel og tak til tjeneren på Ankara, inden vi gik ind i Det Kongelige Teater.

Det var det hele værd at se de unge menneskers store øjne, da vi fandt vores pladser i logen.

Mobilkameraerne blev brugt flittigt, og der var gang i Instagram og Snapchat, indtil mørket sænkede sig og stilheden bredte sig i salen.

Morten smilede.

Hvem ved, om denne aften såede et frø i Morten – et frø, som med den rette næring kan vokse op som en smuk, sart, fin eller hårdfør plante?

Folkeskolen er så meget mere end de faglige færdigheder, som kan måles og vejes på kort sigt. Den er det sted, hvor vores børn mødes og fungerer i forpligtende fællesskaber, som danner dem til de indlevende, medlevende, inkluderende og nysgerrige mennesker, som et demokratisk samfund har brug for.

 

Tekst: Martha Kristensen

Illustration: Thomas Kappel

Kommentarer