Lad specialpædagogerne komme til!

Klokken har ringet. Jeg træder ind i 7. a. Eleverne finder stille og roligt deres pladser, mens jeg tilslutter min computer til whiteboardet og gør klar til undervisningsforløbet i naturfag. Vi har travlt, da den nye prøveform i naturfag betyder, at vi skal nå igennem en del forløb på tværs af geografi, biologi og fysik/kemi. Jeg har derfor en nøje plan for, hvad der skal ske de næste halvanden time, da fysik- og geografilæreren skal fortsætte forløbet i de kommende dage, og er afhængige af, at jeg når dagens program.

”Mette, Anders er gået hjem. Han sagde ikke noget, men vi så ham gå før timerne”.

Jeg tager mig selv i at blive småsur. Lettere irriteret. Jeg har egentlig ikke lyst til at være irriteret på Anders, da han går, fordi han lider af skolevægring. Han tør ikke være i skole. Egentlig bør jeg ringe til forældrene med det samme, så de ved, at han har forladt skolen. Tænk, hvis der sker ham noget på vej hjem, og jeg ikke har nået at ringe? Dét føler jeg er mit ansvar. Samtidig, så skal jeg i gang med forløbet om drikkevandsforsyning med de andre 26 elever. De skal have fysik i morgen, hvor Mogens, min kollega, regner med, at jeg har gennemgået vandets kredsløb, begreber og bygget nogle vandmolekyler.

Damn it! Jeg må omkring kontoret, og håber, at de har tid til at kontakte forældrene, så jeg kan komme hurtigt retur til 7.a og forløbet om drikkevand. Mens jeg småløber op til kontoret, når jeg at tænke over, hvem af eleverne, som var i gruppe med Anders. Han mangler nu i sin gruppe, og jeg ved, at de andre elever er ved at have svært ved at rumme opgaven med en kammerat, som kommer og går. Jeg må tage en snak med dem i eftermiddag. Det er vigtigt, at Anders føler sig velkommen i klassen, når han er der.

Hvordan skal jeg løse en uddannelsesopgave for elever, som ikke møder i skolen? Den faglige afstand til de andre elever bliver større og større. Der er ingen tvivl om, at fagligheden presser børn med skolevægring. ”Hver gang jeg kommer i skole, er de andre i klassen rykket videre. Det giver mig en følelse af ikke at kunne slå til”.Det er også svært at være en del af det sociale fællesskab i en klasse, når man har 30 % fravær. Livet går videre for de andre elever i klassen, som deler sociale oplevelser med hinanden, og kløften mellem eleverne bliver større.

Min forberedelsestid er sparsom, og det bliver sværere også sværere at møde Anders på hans faglige niveau. Jeg bruger lang tid på at finde de helt rigtige materialer, koordinere støtte til ham fra kollegaerne og kontakten til hjemmet – derfor bliver jeg småirriteret, når han ikke kommer i skole. Jeg skal holde fast i, at det ikke er mig, som han ønsker at brænde af, men han magter simpelthen ikke skoledagen.

Vi er simpelthen nødt til at gribe ind tidligere, før eleverne udvikler decideret skolevægring, da det kan give et socialt efterslæb i samfundet. Derudover er det simpelthen ikke ok, at unge mennesker skal gå rundt og være bange for at tage i skole. Menneskesynet er helt forkert, og det stemmer ikke overens med folkeskolens formålsparagraf. ”Lyst til at Lære. Elevens alsidige udvikling. Åndsfrihed, ligeværd og demokrati”, er alle sætninger, som kommer til at klinge hult så længe vi har elever med angst for at komme på skolen.

Som lærer i folkeskolen har jeg brug for et samarbejde med fagfolk, som har en ekspertise i at arbejde med børn med skolevægring. Det er svært for mig at håndtere problematikken selv, da jeg mangler både kompetencerne og tiden til at håndtere en klasse med 25 elever plus en, som har brug for mig til at motivere og skabe glæde ved at gå i skole.

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at arbejde sammen med en pædagog, som var uddannet indenfor specialpædagogikken. Han kunne noget helt særligt. Han tog samtalerne med forældrene, kommunen, de unge og hjalp dem igennem skoledagen. Når de stod ved skoleporten, og ikke orkede at komme ind, ja, så kunne Jesper tage dem i hånden og følge dem ind.

Der er ingen tvivl i mit hjerte om, at vi skal have ressourcerne til at skabe glæde for alle børn i folkeskolen – også dem med skolevægring.

 

Kommentarer