Lærere giver langt mere end de tager, Løhde

De offentligt ansattes forhandlere er ifølge Sophie Løhde grådige.  

“Vi vil meget gerne forhandle om de krav, lønmodtagerne har, men det handler jo om at give og tage. Men de er mest optaget af at tage og ikke give,” siger hun til TV2 News.

Men passer det? Er offentligt ansatte mere optaget af at tage end af at give?

På mit eget område, folkeskolen, er det helt normalt, at vi lærere selv betaler vores kaffe. Vi betaler også selv, hvis vi ønsker at holde en julefrokost eller sommerfest.

Jeg har svært ved at genkende, at vi skulle være grådige. Tværtimod ser jeg lærerne som enormt generøse og givende. Flere af os giver også ekstra arbejdstid i form af aftener, weekender og ferier, hvor vi forbereder os, taler med forældre eller retter opgaver. Det gør vi for vores elevers skyld. Vi finder os også i ikke at blive aflønnet for alle de timer vi lægger i en lejrskole, skønt det må være klart for enhver, at en lærer på lejrskole er på arbejde alle døgnets timer, så længe turen varer. Vi afviser jo ikke en grædende elev om natten med, at vi ikke får løn for at trøste på det tidspunkt.

Derudover er der også mange af os som selv betaler for materialer til brug i undervisningen. Det kan være, der mangler lidt maling til billedkunst eller en fejebakke til klassen. Den slags sørger vi lærere for af egen lomme, fordi vi gerne vil give lidt ekstra, og fordi vi synes det kan være for fattigt, hvis de ting ikke er der. Rigtig mange køber også bøger til brug i undervisningen for deres egne penge.

Gennem tiden har der sågar været eksempler på, at lærere selv har betalt deres efteruddannelse for bedre at kunne klare udfordringerne i skolehverdagen.

Vi får ingen bonusser, ingen personalegoder, ikke engang en kop kaffe til lærermøderne (med mindre vi selv betaler og brygger den). Derfor kan vi ikke finde os i mere nu, vi giver alt, hvad vi kan. Vi ønsker ordentlige vilkår, mulighed for at lykkes i jobbet, og en løn som er fair.

Kommentarer