Lærerne ser sig nødsaget til at beskytte eleverne mod evalueringskulturen

Den politiske evalueringskultur i folkeskolen stiller lærerne i en situation, hvor de forsøger at beskytte eleverne, fordi de kan se, hvor skadelig den er for deres trivsel og relationer.

Et lærerteam fra Frederiksberg gik for nyligt viralt i forsøget på at tage brodden af karakterræset. Inspireret af en skole i Norge sendte de en besked hjem med karaktererne, hvor de forklarede, at man er andet end et tal. Et rigtig godt eksempel på hvordan lærere forsøger at beskytte børn mod en evalueringskultur, som de sidste mange år har været i stand til at evaluere alt andet end sig selv.

Dels er jeg begejstret for lærernes initiativ. Samtidig bekymrer det mig, at lærerne finder det nødvendigt at bruge kostbar tid på at forebygge og afhjælpe de skader, der følger med den politiske evalueringskultur. Det som burde være et samarbejde om børnene, tvinger lærerne til at agere redningsplanker.

En af grundene til at initiativet er gået viralt er, at alle hader præstationsevaluering. Det er et vilkår, som vi alle er underlagt, der fører til ængstelse fremfor brugbar information. Der er ikke noget nyt i, at Ahmed ikke kommer hurtigere igennem læsebogen, fordi jeg sætter ild til hans bukser, og vi har længe talt om børnestress og præstationsangst, men evalueringskulturen er også skadelige for børnenes relationer. Hvilket er en stigende lærerbekymring, som hænger utrolig dårligt sammen med hele indsatsen imod mobning, som lærerne og skolerne i øvrigt kan stilles til ansvar for ved den nye klageinstans.

Et godt læringsmiljø kræver social ansvarlighed. Hvert barn møder i skolen med sin egen historie, og i klassen anerkendes barnet som en del af fællesskabet og bliver derved en del af en fælles fortælling. Tillid og tryghed giver hvert enkelt barn mulighed for at udvikle sig. Det er indlysende, at kontrol, sammenligning, fokus på individuelle præstationer og konkurrence ikke underbygger dette miljø. Når lærerne i de mindste klasser fortæller, at børn er blevet dygtigere til tal og bogstaver men dårligere venner, så er det en direkte konsekvens af dette. En mor fortalte mig, hvordan hendes dreng gik grædende til skole-/hjemsamtale i 0. klasse, fordi han ikke kunne læse efter tre måneder. En lille pige kom ud fra ”dødskammeret,” kiggede ham ind i de våde øjne og sagde lettet: ”Jeg gik videre.” Jeg anerkender på ingen måde, når aktører i skoledebatten påstår, at det ikke er så slemt. De har pligt til at opleve børnenes hverdag, før de udtaler sig yderligere. Evalueringskulturen er ikke bare nationale test og kvalitetsrapporter. Det er en kultur, hvor evaluering er blevet målet i sig selv, og derved er den blevet ligegyldig.

”Kan konkurrencen ikke også være sund for motivationen hos børn?”

Jo det kan den! Men aldrig som et grundvilkår. Det gør den skadelig for fællesskabet. Det er udelukkende den enkelte lærer eller teamet omkring klassen, som professionelt bør vurdere, hvornår konkurrence med succes kan bruges som motivationsfaktor.

”Men hvordan fanger man så brodne kar blandt lærerne?”

Det spørgsmål får jeg med jævne mellemrum, og jeg er stadig undrende. For det første erstatter eksterne evalueringer ikke ganske almindelig daglig ledelse og dialog. For det andet evalueres intet hurtigere og mere ærligt end et barns skoledag. Hvis man kigger på barnet, opdager man, om det griner eller græder, smiler eller surmuler. Det er håbløst at tro, at man for det første skal identificere dårlige lærere – hvad det så end er og endnu mere vanskeligt, at man tror, at det kan gøres gennem et eksternt evalueringssystem. Til gengæld omdanner man alle de ”gode” lærere til enten ukritiske nikkerobotter eller civilt ulydige anarkister i evalueringens hellige navn.

Vi vil alle gerne forsikres om, at vores børn er på rette vej i livet, og hvor ville det være trygt, hvis vi kunne svinge evalueringstryllestaven og få vished om dette. Det er desværre bare en illusion, at den nuværende evalueringskultur skulle kunne løse den bekymring med andet end falsk tryghed. Livet bliver ikke risikofrit, fordi man detailkontrolerer det. Et stykke hen ad vejen er man overladt til tillid.Det vækker naturligvis genklang hos de fleste, at man bør kigge på sin praksis og gøre sig tanker om, hvorvidt det man laver virker. Men med evalueringskulturen, som opstod i forlængelse af en OECD-rapport for mere en ti år siden, har vi skabt en kultur, som er skadelig for børnene. Vi har i skolen – som i samfundet – bevæget os fra tillid til kontrol, hvilket især betyder, at eleverne har langt sværere ved at skabe og opretholde gode relationer.

Det er uhyggeligt at sætte evalueringen fri, da den længe har fungeret som kontrolredskab. Men vi er nødt til at lade fagpersonalet skabe brugbar og nyttig evaluering og få fjernet os fra den nuværende evalueringskultur. Lærerne bør ikke føle sig nødsaget til at beskytte eleverne mod en kultur, som de ikke selv har haft indflydelse på!

Fra Folkeskolen.dk 19. nov 2016 http://www.folkeskolen.dk/596847/laererne-ser-sig-noedsaget-til-at-beskytte-eleverne-mod-evalueringskulturen

Kommentarer