Lyt dog!

“Næ, næ, næ, næ, næ det må vi ikke(…..)Meen, hvad må vi såååå” sådan lyder omkvædet på den populære børnesang fra albummet ”Nu er det ikke sjovt længere” fra 1982 af Jess Ingerslev og Tom McEvan.

Jeg er sikker på, at Merete Riisager havde en følelse af, at nu var det ikke sjovt længere, da hun besøgte Ørestad Gymnasium til en dialog om demokratisk dannelse.

Det er på ingen måde acceptabelt, ej heller på nogen måde konstruktivt, at buuhe og råbe luder efter undervisningsministeren. Det tror jeg alle i vores samfund kan blive enige om, men det er altså værd at lytte til de vrede stemmer. Det nemmeste i verden er at blive forarget og tage dyb afstand fra handlingen, men de unge mennesker, der så tydeligt er vrede og frustrerede over nye stramninger, har også en stemme, vi skal lytte til. Vi voksne har en udvidet forpligtelse til at vejlede og guide vores unge i deres dannelsesproces. Vi kan ikke være bekendt at hænge vores unge mennesker ud offentligt, i en moderne gabestok. Hvilken læring er der i det?

Det er faktisk i situationer som denne, i den dybe frustration og utilfredshed, at jeg som professionel bør blive særlig opmærksom og nysgerrig på bagvedliggende grunde. For en politiker må sigtet vel være det samme for at kunne høre alle stemmer i et samfund. I det mindste at have et ønske om at forstå, hvor vreden kommer fra. Det konstruktive samarbejde opstår ikke i en fokusering på problemskabende adfærd. Det opstår i nysgerrighed og åbenhed i stedet for fordømmende og ekskluderende adfærd fra en autoritet.

Merete Riisager, lyt dog til budskabet. De unge mennesker er så frustrerede over at studere i en ramme, der år for år bliver mindre. Det er dem, der på egen krop oplever stigende krav i uddannelsen, flere afleveringer, højere forventninger, men samtidig mindre feedback på afleveringerne fra deres undervisere, fordi disse febrilsk træder hurtigere og hurtigere i hamsterhjulet for nogenlunde at slå til.

Seneste stramning af rammen på landets gymnasier er indførelsen af en nultolerencepolitik, når de unge kommer for sent. Et minuts forsinkelse udløser fravær for et helt modul. Det betyder, at de unge bliver registret som fraværende i 90 minutter. Jeg undres over, at ministeren tror en så rigid foranstaltning er løsningen på at nedbringe fraværet, og tænker hvilke pædagogiske overvejelser, der ligger til grund for denne ministerielle beslutning. Jeg forstår udmærket de unges frustration. Jeg kan heller ikke se det motiverende aspekt i denne stramning.

Inden for pædagogikken har den anerkendende tilgang længe været dominerende. Vær nysgerrig på et andet menneskes reaktion. I nysgerrigheden ligger der et reelt møde og en vilje til at forstå et andet menneske. Hvis ikke nysgerrigheden tændes, så vil vi ofte være fordømmende i stedet. Der ligger ingen anerkendelse i at behandle alle unge studerende ens. Jeg forstår godt de unges utilfredshed over denne ensretning vedrørende fravær. Kunne man tænke sig, at den tid gymnasielærerne nu bruger på registrering af alle elevers fremmøde, var bedre givet ud til en dialog med de unge der har en tilbagevendende udfordring med at møde til tiden.

Demokratisk dannelse handler om, at man skal kunne diskutere sin utilfredshed, uanset hvad det handler om, siger Merete Riisager. Vi voksne skal selvfølgelig vise vores unge vejen til den gode dialog. Men vi bør kunne tillade de unge at lave fodfejl i processen og stadig være åbne for at høre det egentlige budskab. Også når det indimellem bliver råbt vredt.

Kommentarer