Må jeg bede om lidt solidaritet – tak !

Så står vi her igen. Foråret 2018 ligner til forveksling Foråret 2013. Os der var der, glemmer det aldrig. Vi glemmer ikke løgnene. Vi glemmer ikke anklagerne. Vi glemmer ikke mistroen og vi glemmer ikke fuck – fingrene.
For mig blev foråret 2013 skelsættende. Jeg begyndte at spekulere over, hvad der ellers bliver løjet om – og jeg blev velfærdsaktivist.

Nu må I ikke misforstå mig.
Jeg skal nok stå forrest, hvis der kommer en lockout eller strejke. Jeg skal nok trutte så højt og inderligt i min medbragte kazoo, at det vil tage uger for skolens musiklærere, at rette tæerne ud igen. Det med musiklærernes tæer kan ellers være vært at forstå. Sådan en kazoo kan både trutte ”internationale” og sådan errrrrr Kapiiiiitaliiiismen”. Jeg skal nok også gå rundt i byens gader iført den meget veludrustede nøgendragt, der vist nok blev syet under sidste lockout. Helt uden diskussion og ganske frivilligt.

Nu må I ikke misforstå mig:
Jeg synes faktisk, at arbejdsgiverbetalte frokostpauser er et ganske rimeligt og fair krav, men mens jeg står der og demonstrerer for min frokostpause, vil jeg sende en kærlig og venlig tanke, til de elever i folkeskolen, der bliver hjemme fra skolen sidst på måneden, fordi der ikke er råd til en madpakke.

Jeg synes faktisk også, at en stigning er reallønnen er helt fair. Opsvinget burde være for alle, også offentligt ansatte – alligevel vil jeg sende en kærlig tanke og bruge de fleste af mine kræfter på det stigende antal mennesker udenfor arbejdsmarkedet, der ikke har råd til basale fornødenheder; tøj, mad og medicin.

Jeg synes faktisk også, at det er helt fair, at kæmpe for en overenskomst og ikke være underlagt et lovindgreb, men mine tanker og det jeg kæmper for, ligger i langt højere grad hos de syge medborgere, der oplever retsløse tilstande på landets jobcentre.

Mine tanker og min medfølelse går til de kolleger, der ikke længere er at finde på arbejdspladsen.

Til sosuassistenten, der blev fyret, da hendes kræftbehandling var allermest kritisk. Den sosuassistent er min kusine. Hun kunne være din kusine.

Til akademikeren, der indenfor kort tid fik 3 blodpropper i hjernen og som nu efter 22 uger står til, at få fjernet sine sygedagpenge. Han er stadig ikke rask. Den akademiker er min mand. Han kunne være din mand.

Til chaufføren, der er hårdt smerteplaget af slidgigt og indtil videre har været i 7 arbejdsprøvninger. Han er nu på kontanthjælp og uden udsigt til, at arbejdsprøvning nummer 7, 8 eller 9 giver ham den fred og ro hans krop behøver. Den chauffør er min ven. Han kunne være din ven

Til læreren, der er personlige årsager bad så inderligt om ikke at undervise i en bestemt klasse. Hun kunne ikke holde til opgaven og er nu på førtidspension. Den lærer var min kollega. Hun kunne være din kollega.

Nu må I ikke misforstå mig. Jeg finder alle de krav, der måske fører til en strejke eller en lockout er helt fair, men vi har som mennesker i dette land så meget mere på spil.

Skulle det blive dig, der bliver nedslidt, får stress, bliver ramt af en blodprop, får kræft, schlerose, kommer ud for en trafikulykke, så er du kun 22 uger for at miste alt.
Når jeg går på gaden, går jeg derfor på gaden for alle de medborgere, der er kommet i klemme. Deres kamp er også din kamp. Det kunne være dig, der stod overfor en udfordring, der er langt mere alvorlig end en spisepause.

Hvis du vil vide mere. Kan Information fås her;

https://www.facebook.com/groups/1013632195419628/

https://www.facebook.com/groups/1490301027910427/

Kommentarer