Må voksne tisse i flygtningebørns bukser?

Det er en almindelig kendt sag at tisser man i sine bukser, så luner det godt. Det er ligeså almindeligt kendt, at lykken varer kort. Tis i bukserne bliver hurtigt, klamt, koldt og begynder at lugte.

Tisser man i sine egne bukser, bliver man en erfaring rigere, og man lader være med at tisse i bukserne en anden gang. Oplevelsen, er så ubehagelig, at man husker toilettet eller knibeøvelserne næste gang trangen dukker op.

Regeringen har sendt et lovforslag til afstemning. Bliver dette forslag vedtaget, kan landets kommuner vælge at give Danmarks flygtningebørn en undervisning, der ikke står mål, med den kvalitet af undervisning, som Danmarks øvrige børn modtager. Den nye lovgivning kanter med grundloven og muligvis også med flygtningekonventionen. Lovgivningen giver landets kommuner mulighed for hvad som helst, og vi risikerer først at opdage katastrofens omfang, når flygtningebørnene efter ”det særlige skoletilbud” skal ud i folkeskolens klasser, uden at kunne tale, forstå eller skrive dansk.

Folkeskoleloven udstikker de rammer vi i folkeskolen arbejder indenfor. Der er en fagrække, et minimums undervisningstimeantal og et maksimumsloft over, hvor mange elever, der skal være i en klasse.  Lærerne har en læreruddannelse og  arbejder indenfor givne faglige mål, som de gennem deres ansættelse, er forpligtet til at undervise efter. Det giver god mening, hvis vi ønsker et samfund, hvor undervisning er præget af kvalitet og ensartethed landet over.

Undervisningen af flygtningebørn har også hidtil været præget af fastsatte mål og rammer. Flygtningebørnene har haft ret til undervisning i det første år i en modtagerklasse, hvor der ligesom i folkeskolen, var et minimums undervisningstimeantal og et givet maksimumantal for, hvor mange børn, der måtte være i den samme klasse. Det er både rimeligt og fair. Urimeligt er det derimod, at regeringen, med det nye lovforslag vil fravige de principper for sikringen af kvalitet i undervisningstilbuddet, der hidtil har været gældende for alle Danmarks børn.

Jeg har ikke set og oplevet den krig, vores flygtningebørn kommer fra, men jeg har set flygtningebørn sove under åben himmel og på træpaller, hvor striber af urin løb under deres soveplads. Jeg har set børn i kø efter et par brugte sko i størrelse 31. Jeg har set børn i kø, for at få en pakke vådservietter, en sutteflaske med modermælkserstatning til deres lillebror, eller en varm trøje, så de kunne holde varmen. Jeg har set børn med røde plamager i ansigtet efter et bombenedslag. Jeg har set børn bruge cigaretskodder som legetøj, i mangel af andet at lege med, og jeg har set børn, der professionelt, kunne tage ladegreb på en plasticflaske, inden proppen på flasken blev affyret.

Jeg har spurgt flygtningebørn i skolen, hvad der er det bedste ved Danmark og fået svaret; ” Det bedste ved Danmark er, at der ikke falder nogen bomber”.

Jeg har ikke set det, flygtningebørnene har set, men jeg har set og hørt nok til at vide, at flygtningebørn ikke har brug for et dårligere undervisningstilbud end alle andre børn. Særligt i den første tid i Danmark vil flygtningebørnene og deres familier have brug for lidt ekstra, hvis de skal kunne klare sig på sigt. De har ikke brug for færre lektioner, lærere uden uddannelse eller klassekvotienter uden et maksimumtal. Det siger faktisk sig selv.

Flygtningebørnene er kommet for at blive. Der er ingen udsigt til fred i Syrien foreløbig. De børn, der får asyl nu, kan derfor blive Danmarks nye lærere, tandlæger og murere. Det kan de kun blive, hvis vi skaber rammer, der giver børnene den mulighed.

Et lovforslag, der ikke bare forringer flygtningebørnenes muligheder, men som gennem særlov stiller flygtningebørn dårligere end alle andre børn i Danmark, svarer til at tisse i et flygtningebarns bukser. Det luner og løser umiddelbart en kommunal udfordring i forhold til at finde lokaler og undervisere. Men når børnene ikke trives, og de ikke lærer, hvad de kunne have lært, så tisser vi i børnenes bukser. Det vil ikke være regeringen eller landets kommuner, der betaler prisen for deres egen tissetrang. Det bliver børnene, der herefter stilles dårligt, i forhold til uddannelse og arbejde.

Med lovforslaget hjælper regeringen kommunerne med at holde varmen, men er det rimeligt, at sørge for at holde varmen, hvis man gør det ved at tisse i et flygtningebarns bukser?

Kommentarer