Man skal sgu snakke med børn!

Hun sidder krøbet sammen på gulvet, og hendes store, mørke øjne er rettet mod os. Det går lige i hjertet at se lille Mgala i Den eneste ene. Budskabet er klart – omsorg og hjerterum er vejen. Nillers ven og kollega (i skikkelse af Lars Kaalund) slår det fast på sin egen skønne, direkte facon: ”Man skal sgu’ snakke med børn!”.

Det er fredag, og jeg skal afslutte et skriveforløb med min 10.Klasse. Programmet er stramt, og eleverne får udleveret en plan for dagen.

Allerede ved afkrydsningen er vi dog nødt til at afvige fra planen for at vende en forfærdelig hændelse aftenen forinden; en ung mand og far er blevet stukket ihjel i en nærtliggende by. En elev i klassen har en relation til manden – ikke en tæt relation, så eleven er ikke direkte i sorg – men det er rykket tæt på.

Sådan noget plejer kun at ske i København“, siger han med rynkede bryn og alvor i blikket. De andre elever har også hørt om det, og det rører også dem. Jeg lægger planen fra mig, og uden håndsoprækning eller snakken i munden på hinanden får vi en rigtig god snak både om det voldsomme knivdrab, og om hvordan det er at være ung, om jalousi, venskaber og uvenskaber.

Eleverne fortæller om oplevelser fra deres liv. Om hvordan man kan fornemme, hvis folk i byen er på stoffer eller bare ude på ballade. Flere har været ude for ubehagelige oplevelser, og det er rart for dem at få snakket om, kan jeg tydeligt fornemme. Det er sjældent noget, de fortæller deres forældre, så bliver de bare nervøse, forklarer de, da jeg spørger. Vi taler om, hvordan man kan handle. Om hvordan man kan trappe noget op eller ned – og om bare at tage benene på nakken og komme væk i en fart.

Det giver luft. Og mine elever er nu ved at være der, hvor de kan koncentrere sig om genretræk og stiloplæg. Jeg takker for deres åbenhed og ærlighed – og så er det til tasterne.

De gør sig virkelig umage, og er hverken forstyrrende og utålmodige, som de ellers let kan blive, når de skal vente længe på mig. Det er fedt. Og jeg er ikke i tvivl om, at det ”moment” vi lige har haft sammen i klassen, betyder noget. Alverden faktisk. Jeg har oplevet det mange gange: Så snart jeg som lærer giver mig tid til også ”bare” at være en voksen, som lytter og taler med de unge mennesker, bliver det mærkbart rarere for alle at være til dansk.

Vi ser hinanden på en anden måde. Vi fornemmer hinanden på en anden måde. Og vi bliver meget mere bevidste om, at vi sætter pris på hinanden.

Vi nåede ikke at blive færdige med stilene som planlagt, men det gør ikke noget. Det har været en virkelig god dag på arbejde. Jeg smiler, og tænker på Lars Kaalund – han har ret; man skal sgu snakke med børn!

Kommentarer