Mange tak for opbakningen – det betyder mere, end du tror!

Efter en velbesøgt demonstration med flere gode taler foran Kommunernes Landsforenings bygning på Islands Brygge cyklede en veninde og jeg i sne og slud til Restaurant Rio Bravo for at indtage en gang stegt flæsk med persillesovs. Vi trængte begge til at få vendt dagens indtryk og tanker.

Under middagen sidder vi og taler om stort og småt, som man ofte gør. Dagen vendes, men det der fylder, og derfor hele tiden vender tilbage, er dagens konfliktoptrapning, hvor KL som svar på, at fagforeningerne har udtaget 10 % af deres medlemmer til strejke, har valgt at lockoute halvdelen af deres medarbejdere.

”Undskyld, jeg blander mig”, sagde herren ved nabobordet, ”men I er nødt til at skifte taktik. Det, I har gang i, virker ikke.” ”Nej, det er vi næsten klar over,” svarede jeg. ”Har du nogle gode ideer til, hvad vi skal gøre i stedet for?” spurgte jeg. ”Den danske model virker ikke på det offentlige område. På det private er den god nok, men ikke på det offentlige,” lød svaret. Han fortsatte: ”I skal nedlæge arbejdet pludseligt, små nedslag der forstyrrer hverdagen. Ja, I får en bod, men den er nok nemmere at betale, når man får sin almindelige løn.” ”Det lyder fornuftigt,” sagde min veninde. Herren, der nu heldigvis havde fået talt sig varm, havde mere på hjerte: ”På det private arbejdsmarked taber både arbejdsgivere og medarbejdere på en konflikt, og de er derfor begge interesserede i at få den løst hurtigst muligt, men sådan er det ikke i det offentlige. Der tjener jeres arbejdsgivere – altså kommunerne – på, at I strejker eller bliver lockoutet. Det er kun jer, der taber penge. Derfor er de ikke interesserede i at få konflikten løst. Jeg er ansat i det private. Jeg håber, I bliver ved med at kæmpe, og at I vinder den kamp,” afsluttede han, hvilket vi pænt takkede for, hvorefter han gik ud til sin ventende frue.

Vi vender samtalen med manden, og er begge enige om, at der må en anden model til, når uoverensstemmelser om overenskomst på det offentlige område skal løses. Men hans opfordring til at kæmpe videre og hans ønske om, at vi vinder, betyder så utrolig meget for os begge to. Tusind tak for de ord!

Økonomien er ret central i en konflikt. Vi får ingen løn, men udgifterne er de samme, hvordan skal vi klare det?

Selvfølgelig kan man spare mange steder, og pludselig sidder vi og joker med, at vi måske i en periode skal rykke flere sammen i boligerne, udleje de ledige boliger, eller måske kan værelsesudlejning redde økonomien for flere – specielt hvis konflikten bliver langvarig.
Men økonomien påvirkes ikke kun under en konflikt, efterfølgende skal det, man evt. låner, naturligvis tilbagebetales, feriepengene næste år bliver også påvirket, og ens pensionsudbetalinger vil heller ikke gå ram forbi.

Vi taler også om den i udlandet meget berømte danske model. Den vores politikere gerne bryster sig af, og den som mange udenlandske politikere er misundelige på.
Den er nemlig med til at skabe et roligt og stabilt arbejdsmarked, hvorimod man ofte i udlandet oplever hyppige arbejdsnedlæggelser med de gener, det medfører.
Det gode ved den danske model er, at arbejdsmarkedets parter indbyrdes aftaler overenskomsten.
Ved tvister, der fører til konflikt, er reglerne klare. Forligsinstitutionen skal indover, og det er kutyme, at forligsmanden udarbejder et mæglingsforslag, hvor begge parter får tilgodeset nogle af deres krav. Det er ofte det dokument, regeringen plejer at bruge i et evt. lovindgreb.
Det er paradoksalt, at vores politikere roser den danske model over for deres udenlandske kollegaer, mens de tydeligvis ikke vil se, at den ikke er brugbar, når der skal forhandles løn- og arbejdsvilkår for det offentlige arbejdsmarked.

Kommentarer