Mennesker er mit mål

Døren går op til klassen og ind træder farmoren til en af mine elever. Hun kommer for at aflevere noget, som hendes barnebarn har glemt derhjemme. Da hun får øje på mig, træder hun i store skridt hurtigt hen mod mig. Hun omfavner mig og kysser mig resolut på kinden. Hun ser mig i øjnene og siger, at hun er ked af, at jeg blev syg af mit arbejde. Hun holder fast om mig, mens hun taler til mig. Jeg bliver dybt rørt af hendes hjertelighed. Det lyser ud af hende, at hun værdsætter mit arbejde med hendes barnebarn. Resten af dagen er det som om, at kysset stadig sidder på min kind. Det er derfor, jeg er lærer, tænker jeg. For at gøre en forskel for børn, som kan mærkes. Jeg føler mig værdsat for det, jeg gør.

Mit job som lærer er under enormt pres udefra. Politikerne har hele tiden travlt med at lave noget om i skolen, og jeg er uendeligt træt af dem alle sammen – selv dem, som jeg har stemt på. Jeg er ikke nødvendigvis uenig med alt, hvad de foreslår, men jeg er opgivende over for, at der skal forandres så meget på én gang. Inklusion, nationale test, trivselsmålinger, bevægelse i undervisningen, synlig læring, nye fag, flere timer, understøttende undervisning, læringsplatforme, åben skole, mindfulness og så videre. Forandringer og tiltag er der nok af, og de peger i mange forskellige retninger. Finansieringen kniber det til gengæld med.

Mens politikerne har det hele i munden og reelt skærer ned på skolerne, så pakker jeg min rugbrødsmad, cykler af sted og passer mit daglige arbejde. Når jeg samler mine bøger og kopiark og går ned mod klassen, så er det børnene og det daglige samvær med dem, som giver mig mening. Når de løber mig i møde på gangen med strålende forventningsfulde øjne, så tænker jeg ikke på alle de tomme hurra-ord fra politikerne. Så mærker jeg glæden boble i maven over at være til sammen med disse børn.

Alt for ofte består min undervisning i at slå op i danskbogen sammen med eleverne, og bede dem udføre en opgave, som minder meget om den, de lavede i sidste uge. Det synes jeg ikke selv er tilfredsstillende at tilbyde de energiske børn med gnist i øjnene. Men så sker der nogen gang det fantastiske, at børnene selv kommer med forslag til, hvordan opgaven kan blive sjovere og mere meningsfuld for dem, og så gør vi det på deres måde. Når det sker, tænker jeg, at politikerne ikke kan ødelægge folkeskolen. For mennesker finder en vej. Når vi byder børnene ensformig og uinspirerende undervisning, bruger de deres fantasi. Det gør mig håbefuld.

Det er derfor, jeg holder ud på de svære dage. Når kommunen ikke besvarer mine henvendelser om børn i mistrivsel. Når jeg har ligget søvnløs på grund af for stort arbejdspres. Når jeg igen har haft frustrerende samtaler med mine kollegaer om alle de ting, der ikke fungerer. Så skal jeg heldigvis altid ned til mine elever, og så giver samværet med dem mig svaret på, hvorfor jeg stadig er lærer: Mennesker er mit mål.

Det betyder ikke, at jeg opgiver håbet om, at vi får løst problemerne i skolen. Underfinansieret inklusion og for stort arbejdspres på lærerne er virkelige problemer, som kalder på handling. Men mine elevers opfindsomhed og åbne, nysgerrige sind, minder mig om, at vi kan gøre det bedre. Mine elever indgyder mig tro på, at de gode kræfter i mennesker vil bestå og overkomme de udfordringer, som vi står med. Mine elever, giver mig lyst til at stå op om morgenen og forsøge at gøre en forskel.

Kommentarer