Metodeansvar?

image-puppet_136

Folkeskolen bør være en organisation gennemsyret af engagement og høj faglighed hos lærerne. Vi skal værne om den enkelte lærers frihed til at organisere undervisningen. På den måde sikres en stabil udvikling og dermed størst mulig chance for at eleverne får en god skolegang.

Da jeg var dreng kom min dansklærer altid lidt for sent ind i klassen. Cerutten blev lagt i tavlerenden, og hunden dækket af under katederet. Vi læste underlige tekster og kom med mere eller mindre kvalificerede bud på en slags tolkning – Alle bud var lige gode, blot argumentationen var i orden

Matematiklæreren derimod sad i klassen og ventede på os. Lokalet emmede af pertentlighed, og hos hende skulle man ikke tro – man skulle vide! Var du ikke sikker i din sag skulle du lade være med at sige noget!

Hvorfor husker jeg dem? Var de perfekte lærere? Nej sikkert ikke, men fælles for dem og deres kolleger var, at de på grund af lærernes metodeansvar kunne finde deres egen stil – satse på hvad der virkede for dem.

Jeg vil påstå at netop elevernes møde med en række væsensforskellige lærerpersonligheder er en af Folkeskolens styrker. Netop i mødet med strammere, slappere, røde og blå klædes eleverne på til den virkelige verden efter skolen.

Der er helt klart en masse svagheder ved at den enkelte lærer kan bygge sit eget lille lukkede imperium op i klassen. Man risikerer en skævvridning og manglende udvikling af den enkelte lærer, men det sidste årti er der dog gjort en masse tiltag, for at imødegå de risici: tættere teamsamarbejde, selvstyrende teams, tolærerordning. You name it.

Desværre blæser de pædagogiske vinde nu i en anden retning. Dels bruges vores teammøder primært på at opfylde formelle krav til diverse læringsplatforme, og samtidig skal vi leve op til kanontænkningen og krav om læringsmålsstyret undervisning og ”visible learning”.

Alt sammen er med til at indskrænke vores metodeansvar Jeg har så svært ved at forstå, hvorfor købte tanker fra diverse konsulentfirmaer, skal erstatte en frugtbar pædagogisk diskussion på de enkelte skoler? Hvorfor skal kanontænkningen erstatte det enkelte lærerteams kvalificerede diskussioner omkring årsplaner, og hvilken litteratur man præsenterer eleverne for?

Folkeskolen mister sit særkende. Vi er ved at gøre vores skole til en dusinvare. Har vi en ambition om at lave verdens bedste folkeskole gøres det ikke ved at gå i andre landes fodspor. Så bliver vi nemlig højst nr. to. Det er ikke tilfældigt at Folkeskolen glimrer ved sit fravær i den nye Danmarkskanon. Den er nemlig ved at miste sin position i danskernes bevidsthed, som noget samlende og identitetsskabende.

Lærernes professionalisme erstattes i stadig højere grad af topstyring. Er det ikke på tide at vi lærere vinder det tabte terræn tilbage? Selvfølgelig skal vi følge med i hvad der sker omkring os på skoleområdet, men det er tegn på åndelig fattigdom og mangel på visioner, at vi køber os til de pædagogiske sandheder, fremfor selv at skabe et skolevæsen hvor alle implicerede aktører føler medejerskab.

Vi lærere bør slå et slag for vores metodeansvar og vores professionalisme. Det er nemlig de faktorer der har gjort Folkeskolen til noget ganske særligt: En levende skole for levende mennesker – ikke en pølsefabrik.

Kommentarer