Min datter skal gå i folkeskolen

Min datter skal gå i folkeskolen

Debatindlæg i JP 17/1 2016

Det er i folkeskolen, at børn i højere grad møder børn fra andre samfundslag og kulturer end Herlufsholm-kliken.

Allan Bech er folkeskolelærer og arbejder på Bramdrup Skole ved Kolding. Foto: Joachim Ladefoged
Allan Bech er folkeskolelærer og arbejder på Bramdrup Skole ved Kolding. Foto: Joachim Ladefoged

Jeg tror aldrig, jeg glemmer den morgen for fem måneder siden, hvor jeg blev far til den skønneste lille pige. Den morgen, da mit liv ændrede sig totalt.

Jeg husker den enorme følelse af ansvar, da jeg stod på sygehuset med hendes lille skrøbelige hånd i min. Jeg husker, hvordan vi i et kort øjeblik fik øjenkontakt, da hun lå hjælpeløs på puslebordet. Og jeg husker, hvordan jeg i det sekund gav hende et løfte om at passe på hende til den dag, jeg selv ikke er her længere. Den følelse tror jeg, at mange forældre genkender.

Hun er det vigtigste i mit liv, og jeg kan love dig for, at jeg ikke træffer beslutninger på hendes vegne uden at tænke mig grundigt om først. Som så mange andre har det betydet, at jeg har brugt uanede mængder af tid og energi på at overveje, om hun fx skal gå i vuggestue eller dagpleje. Og allerede nu er jeg næsten begyndt at frygte den dag, vi skal tage beslutningen om, hvilken skole hun skal gå på.

Noget af en mavepuster

Jeg er lærer, og jeg har, hvis jeg skal være helt ærlig, bandet af de forældre, der kunne finde på at fravælge den danske folkeskole. Men efter min datters fødsel er jeg faktisk kommet i tvivl – og nu kan jeg forstå dem. Som alle andre hører jeg omkring mig, at der mangler disciplin i folkeskolen. At det går ud over elevernes faglige niveau. At ressourcestærke forældre flytter deres børn fra folkeskolen til privatskolerne. Og sådan kunne jeg blive ved.

Inderst inde ved jeg, at jeg med den forkerte beslutning kan gøre livet besværligt for min egen datter. En forkert beslutning kan betyde, at mit barn ikke ender med at klare sig godt. Og det er vel alle forældres største ønske, at deres barn klarer sig godt i livet. Derfor har det været noget af en mavepuster at indse, at jeg er usikker. For hvem er jeg, hvis jeg, folkeskolelæreren, ikke engang sender mit eget barn i folkeskolen.

Da svaret blev fundet

Men forleden i musiktimen i 5.b blev jeg så ramt af en ro og en følelse af at have fundet svaret. Vi arbejdede med one-shot-musikvideoer – musikvideoer man filmer i ét klip. En svær disciplin, der kræver faste aftaler deltagerne imellem, så man ikke fejler midt i optagelserne.

En krævende opgave for en klasse som min, hvor alle elever er så forskellige: Der er både drengen med de meget rige, men også travle forældre. Pigen med kernefamilien i ryggen. Ham fra arbejderfamilien, hvor forældrene er uden uddannelse. Og en pige, hvis mor og far er på overførselsindkomst, fordi de begge er hårdt ramt af psykiske lidelser. Børn fra alle samfundslag.

Trods udfordringen blev jeg faktisk hurtigt tilovers. Så jeg gik rundt og holdt øje med, hvad grupperne arbejdede med. Alle steder blev jeg mødt af elever, som var dybt engageret i et projekt, de følte var deres eget.

Magnus sagde: »Jeg glæder mig helt vildt til at vise filmen til mine forældre,« mens Samiya jublede: »Jeg elsker bare at danse.« Alle samarbejdede om et skoleprojekt, som om de var professionelle producere, skuespillere, musikanter og koreografer.

Produktionen var blevet en slags legeplads, hvor man kunne påtage sig forskellige roller og lege med tanken om at være det ene og det andet. Og de inspirerede hinanden. Axel sagde: »Jeg kan ikke danse,« men det gjorde ingenting. Med det samme ramte en hånd hans skulder, det var Sofie: »Det viser jeg dig,« sagde hun.

På tværs af samfundslag

Jeg tror nu ikke, der er noget helt og aldeles unikt ved lige præcis den time. Der bliver jo nok lavet musikvideoer på mange andre skoler. Alligevel slog det mig der midt i produktionen: »Det er derfor, min datter skal gå i den danske folkeskole.«

Min datter skal lære at samarbejde med alle slags mennesker på tværs af kulturer, samfundslag, evner og interesser. Det er dét, folkeskolen kan. I folkeskolen lærer vi af, om og med hinanden, inden vi alligevel skal samarbejde resten af vores liv i det rigtige samfund. Dét er styrken.

Det er i folkeskolen, at børn i højere grad møder børn fra andre samfundslag og kulturer end Herlufsholm-kliken. Og på sigt vil det komme min datter til gode på to måder:

Det vil styrke hende personligt – og så vil det styrke det samfund, hun skal være en del af. Sikre, at vi som samfund ikke opsplittes i enheder og et delt Danmark, der ikke kan tale sammen eller forstå hinanden.

En sammenhængskraft. Et Danmark, der kan arbejde sammen – også i en global konkurrence.

Mange ting kan min datter lære ved at læse i bøger, men forståelsen for, at mennesker er forskellige, og at de tilhører forskellige lag i samfundet, får hun kun ved at møde dem, og det er der, folkeskolen kommer ind i billedet.

Kommentarer