Mirabellas lærer

dørKopimaskinen snurrer. 9A skal skrive essays lige om lidt, og opgaverne skal være klar til timens start. Jeg kigger på uret, der er 5 minutter tilbage af frikvarteret. Ved døren står Mirabella. Bag det lange lyse hår skjuler hun ansigtet. Sorte striber på kinderne afslører, at hun har grædt. Hun kigger kort på mig, vi skal tale sammen.

Vi stiller os ved kopimaskinen, og Mirabella fortæller mig, at to piger fra klassen har skrevet om hende på Facebook og på Ask. De har narret hende til at udtale sig om en tredje pige, som pludselig er til stede på Facebook og på Messenger og reagerer i kraftige vendinger. Alle har en mening om Mirabella, og hun er normalt god til at svare for sig, men i weekenden har hun oplevet, hvordan historierne på nettet er fortsat, selv om hun har slukket mobilen og logget af.

Klokken ringer. Både Mirabella og jeg ved, at vi skal være på plads i klassen og starte undervisning nu. Jeg griber stakken fra kopimaskinen og beder Mirabella smutte ud og få luft, tørre øjnene og komme ind i klassen, når hun er klar.  Da klokken ringer for anden gang, er jeg på plads i klassen. Ingen Mirabella.

Jeg vil gerne finde Mirabella og tale med hende. Jeg vil også gerne finde de piger, der har deltaget i weekendens begivenheder på nettet for at høre deres version. Forældrene skal orienteres, og vi bør tale om situationen i klassen, så de forstår situationens alvor. Jeg husker også, at vi har foldere liggende på biblioteket om ‘Go’ mobilstil’.

9A er på plads og klar – de har brug for, at jeg er deres velforberedte og nærværende lærer, som ikke bruger undervisningstid på at snakke med Mirabella, hendes forældre eller de elever, som har opført sig dårligt uden for skoletiden. Kravene i Fælles Mål er skærpet, og det betyder, at vi smøger ærmerne op og prioriterer på det faglige.

Jeg holder mit fokus og er en næsten nærværende lærer i 9. klasse, jeg gennemfører timen som planlagt, selv om tankerne kredser om Mirabella, nu hvor hun ikke er til time.

Efter 6. lektion sidder jeg med dagens tekster fra 9A, jeg læser og skriver kommentarer. Ud af vinduet ser jeg Mirabella stå lænet op ad muren udenfor med hovedet bøjet over telefonen. Jeg åbner vinduet og kalder på hende.

Mirabella kommer ind, og fortæller, at hun slet ikke har deltaget i timerne, fordi det føles slemt, at så mange af klassekammeraterne enten har deltaget i skriverierne fra weekenden eller bare læst med. Hun er god til at sætte ord på sine følelser og vi kigger sammen på den besked, hendes far har skrevet. Han beder om, at jeg sender beskeden videre til de andre forældre i klassen. Mirabella spørger, om jeg vil gå med hende ind i klassen – 9A har matematik nu, og hun vil gerne tilbage til undervisningen. Vi går sammen ind, og Mirabellas sidekammerat smiler, hun er glad for, at Mirabella er tilbage.

Mandag er tit sådan. De ældste elever har noget på hjerte, som optager deres opmærksomhed så stærkt, at de ikke kan fokusere på undervisningen. Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag har de også noget på hjerte. Jeg er deres lærer, og det er livsvigtigt, at jeg lytter til dem. Døren til mit forberedelsesrum står åben. Mirabella og de andre ved, hvor de kan finde mig.

Kommentarer