Når læring er ordløs og usynlig

Ikke al læring lader sig indfange og beskrive. Den forbliver ordløs, men er mindst lige så vigtig, som den, der kan kortlægges og vurderes. En professionel lærer i dagens skole skal både kunne generere synlige læringsresultater og skabe de bedst mulige betingelser for elevernes ordløse, subjektive og usynlige læring.

På gangen er en af mine dygtige billedkunst-kollegaer ved at udstille billeder fremstillet af valgfagselever i udskolingen. Jeg stopper op og bliver hurtigt grebet af værkerne. Små billeder er hængt op, så de danner forskellige enheder på væggen. Oplægget har været at finde en rød tråd eller en sammenhæng mellem en række enkelte elementer og derved skabe et samlet udtryk og en mere abstrakt fortælling.
En del af elevernes læring i denne proces kan synliggøres. I Fælles Mål for faget hedder det bl.a., at eleverne skal kunne ”formidle egne projekter med visuelle udtryk”. Læreren kan godt give en faglig vurdering af et værks visuelle og æstetiske udtryk, og min kollega fortæller mig (jeg er ikke billedkunstlærer), at man her kan bruge kriterier som komposition, balance, farvevalg og blikfang. Det æstetiske udtryk kan være mere eller mindre vellykket, og derfor kan det vurderes ud fra objektive kriterier.
Men der har som beskrevet også været en anden dimension i dette undervisningsforløb – nemlig at skabe en meningsfuld sammenhæng mellem nogle enkelte komponenter. Og den dimension er svær at vurdere. Man kan vurdere værkets ydre – det æstetiske udtryk, men den subjektive fortælling og forbindelse, der har udspillet sig i elevens bevidsthed, mens værket blev skabt, lader sig ikke sådan vurdere. Er fortællingen til et 4-tal eller måske et 10-tal? Kan der ikke godt have været en fortælling hos eleven, selv om læreren måske ikke kan få øje på den?
Mange af eleverne havde været så opslugte af arbejdet, at de ikke engang kunne sætte ord på dén røde tråd, de havde skabt og været optaget af undervejs. Sammenhængen og meningen lod sig ikke udtrykke med ord.
At kortlægge synlige læringsresultater, hvilket jo er en særdeles udbredt praksis i dagens skole, må ikke betyde, at man mister blikket for den ordløse og usynlige dimension i fagene. Den er nok så vigtig. I dette tilfælde var det også hér – i det ordløse – at elevernes optagethed blev vakt. Det var ikke i jagten på at præstere og opnå et bestemt resultat, men i skabelsen af en indre, subtil sammenhæng, at de blev opslugte. Heri lå den faglige oplevelse og den subjektive tilknytning til opgaven, og disse dimensioner af god undervisning udfolder sig af og til – som i dette tilfælde – bedst, når de får lov at forblive usynlige og ordløse.

Kommentarer