Når to flakkende blikke mødes

Jeg vil klædes på til den udfordring det er at stå med elever med meget forskellige behov, så jeg i langt højere grad kan opnå de ambitioner jeg selv, og alle andre, har på skolens vegne.

Jeg ser for tredje gang Mira siddende rank op og ned på sin stol. Hendes gruppemedlemmer står og arbejder ved siden af hende. Alle står op pånær Mira. Hun flakker i blikket, da jeg kommer over til hende. Hun smiler og siger på gebrokkent dansk, at hun er ok. Der ligger lidt papir foran hende, en saks. Og det har ikke rykket sig siden jeg var der sidst. Næste gang jeg ser hende, står hun og kigger ud af vinduet.

Jeg står den dag, i anden uge af et forløb, der i øvrigt er i samarbejde med Lego, hvor 6.-klasserne kastes ud i et tredelt projekt, der både inkluderer teknologi, markedsføring og forskning. Et helt igennem godt initiativ, en fed tanke, en fed undervisning. Fuld kaos og kaosstyring. 65 børn i grupper, der alle skal arbejde med forskellige problemstillinger, under forskellige målsætninger, i forskellige arbejdsformer. De skal ud af huset blandt fagfolk i Zoologisk Have; de skal skaffe sponsorer; de skal programmere robotter; de skal undersøge problemer og designe løsninger; de skal formulere egen vilje og målsætning til omverdenen; de skal bygge en pit; de skal tegne, male og konstruere – alt sammen med en pil tilbage til deres målsætning og løsning på problem og mulig markedsføring.

Og i klassen sidder Mira. Hun er fra Syrien. Hun kan meget dårligt dansk. Hun kan ikke læse. Hun har ikke arbejdet meget med computer.

Men der står også Abdallah. Han er også fra Syrien. Historien er den samme.

Og her står Krille. Han har ADHD og svært ved åbne opgaver. Han bliver stresset når ikke opgaven defineres fuldstændig konkret til ham. Så bliver han vild og larmende.

Og der står Lisa. Hun er stille, indadvendt, og ikke særligt begavet. Hun tror også selv på, at hun ikke er særligt begavet. Hun tør ikke tage ansvar.

Og jeg står der. Mellem alle eleverne. Mellem de behov, der opstår i kølvandet på kaos. Det er jeg vant til – det er mit job.

Det er ikke et problem, at de er der. Det er et problem, at jeg ikke er uddannet til at varetage deres behov. At jeg ikke har kompetencerne til at møde et syrisk flygtningebarn. At jeg ikke er uddannet til at påtage mig ansvaret for de behov en ordblind har. At jeg ikke har ressourcerne til at påtage mig ansvaret for de behov et barn med ADHD har. Det betyder, at jeg i det øjeblik bliver nødt til at negligere et problem, der kigger mig ind i ansigtet med flakkende øjne. Det er skadeligt for de børn, at jeg ikke klædt på til at kunne møde deres behov. Og det skal man gøre sig klart, når man giver mig det ansvar. Murere laver heller ikke tømrerarbejde, eller medicinere operationer.

Lad os se på mulighederne:

“Mine kolleger kunne selvfølgelig bakke op og gøre lidt ekstra”. Desværre, de står nemlig i samme situation som mig.

“Pædagogerne på skolen kunne være mere til stede”. Desværre, de er som regel én per trin, altså, én på 4.klasse, én på 5.klasse osv.

“Min tosprogslærer på skolen kunne træde til, og vejlede og støtte i undervisningen”. Desværre, hun knokler i et konstant højt tempo for at fylde alle hullerne ud – hvilket hun i øvrigt er alene om.

“Min leder kunne afsætte flere midler, eller sige fra overfor kommunen”. Desværre, der er ikke penge, og vi har en forpligtigelse til at varetage de børn, der kommer fra Syrien.

Og ja, vi har en stor forpligtelse overfor disse børn. Og jeg vil meget, meget gerne påtage mig den. Ligesom jeg vil påtage mig Krille og Lisas behov. Jeg kan bare ikke gøre det godt nok.

Betyder det så, at jeg skal sige fra overfor projekter, der giver mine elever mulighed for at forsøge sig med en undervisning, der langt overskrider mulighederne for den normale undervisning? Burde jeg være mindre ambitiøs? Det vil jeg ikke.

Jeg vil klædes på til de opgaver jeg står overfor med reformen og inklusionen, så vi sikrer, at jeg leverer lige præcis det gode stykke arbejde jeg kan.

Alle i dette indlæg er i øvrigt anonymiserede.

Kommentarer